Manchester United overraskede de fleste, da de i januar hentede Javier Hernandez i Guadalajara for omkring seks millioner pund. Den nu 22-årige angriber var dengang et forholdsvis ubeskrevet blad i mexicansk fodbold, men blev af mange eksperter spået en stor fremtid.
Hernandez, der også går under kælenavnet ”Chicharito”, overraskede dog positivt for Mexico under VM, hvor han blev noteret for to mål mod henholdsvis Frankrig og Argentina. Alligevel er det blevet spekuleret i, om United vil lade ham leje ud for hele næste sæson, så han kan vende sig til den europæiske spillestil.
Nu lader det imidlertid til, at Sir Alex Ferguson har besluttet sig for at beholde Hernandez i Manchester. Således udtrykker hans assistent i dag stor begejstring for landsholdsspilleren.
”Vi var godt tilfredse med Javiers (Hernandez, red.) præstationer under VM. Han er stadig på ferie, men vi vil gerne have ham tilbage så hurtigt som muligt, så han kan slutte sig til os i USA. Der vil han forhåbentlig have en stor indflydelse på holdet,” lyder det fra Mike Phelan overfor klubbens officielle hjemmeside.
Den tidligere United-profil lægger samtidig ikke skjul på, at ”De røde djævle” gjorde et scoop ved at hente ham før VM startede.
”Vi afsluttede handlen før slutrunden, og det har nok hjulpet os lidt. Han er først lige begyndt sin landsholdskarriere, men er allerede et stort navn i Mexico. Han er ung, atletisk og begavet. Han bliver en god forstærkning,” slutter Phelan optimistisk.
Javier Hernandez udtrykte før VM stor begejstring for udsigten til at spille for United, men indrømmede i samme ombæring, at han kun kendte sine nye holdkammerater fra Playstation 3.