Pallister har ondt af Ferdinand

Rio Ferdinand kunne på trods af en skuffende sæson med Manchester United, hvor han var ude i lange perioder grundet skader, se frem til at stå i spidsen…

Rio Ferdinand kunne på trods af en skuffende sæson med Manchester United, hvor han var ude i lange perioder grundet skader, se frem til at stå i spidsen for England under det netop overståede VM.

Sådan kom det dog bekendt ikke til at gå, da den 31-årige forsvarsspiller få dage før turneringsstart blev knæskadet efter et sammenstød med Emile Heskey under et træningspas i Sydafrika. Først lød meldingerne på, at den tidligere Leeds-spiller ville være ude i fire måneder, men nu lader det til, at han med lidt held kan være klar til sæsonstart.

Og spørger man Manchester United-legenden Gary Pallister, er han da heller ikke sen til at udråbe en fit Rio Ferdinand som en af de vigtigste brikker på førsteholdet.

”Jeg håber, han kommer i form og får en god forsæson, for en skadesfri Rio Ferdinand giver Manchester United et kæmpe boost,” udtaler Pallister overfor Manchester Evening News, før han udtrykker sympati for Ferdinand.

”Jeg har oplevet mange rygskader, og jeg ved, hvor svære de er at komme over. Man bliver nødt til at affinde sig med, at man går glip af et par kampe, for det er et svært sted at behandle,” fortsætter englænderen med henvisning til de rygproblemer, der holdt Ferdinand ude i tre måneder sidste sæson.

Manchester United hentede Rio Ferdinand i Leeds United for 29,1 millioner pund i 2002, hvilket på daværende tidspunkt gjorde ham til den dyreste spiller i Premier League.

Forrige artikel

Rooney besejrer søgsmål

Næste artikel

Rooney står til rekordhøj hyre

ANNONCE