En god slutrunde kan være med til at sætte en fodboldspillers navn på alles læber.
Det har Mesut Özil i den grad oplevet. Før sommerens VM var der næppe mange uden en specifik interesse i tysk fodbold, der havde stiftet bekendtskab med den 21-årige midtbane. Det fik han i den grad lavet om på.
Nu er han rygtet både til Manchester United, Arsenal og Chelsea. Og rygterne om et skifte for Özil har fået en benzinindsprøjtning, efter at Werder Bremens direktør i dag har meldt ud, at det kan blive svært at holde på spilleren.
Özil har kontrakt med Bundesliga-klubben i et år endnu, og med et prisskilt på omkring 18 millioner pund kan Werder Bremen ikke risikere, at Özil smutter på en fri transfer, når kontrakten udløber.
Tyskeren med de tyrkiske aner meldte for kort tid siden ud, at han havde intentioner om at blive i Werder Bremen til kontraktudløb. Inden da havde han fortalt, at Chelsea og Manchester United var favoritklubber, hvis et skifte til England skulle komme på tale.
Det skifte kan komme hurtigere, end Özil måske selv havde regnet med, hvis han ikke forlænger sin kontrakt. Direktør Klaus Allofs siger ifølge Bild:
“Vi vil gerne beholde Mesut i et par sæsoner endnu. Vi håber, han skriver under på en ny kontrakt med os. Hvis det viser sig ikke at være muligt, kan det være, vi bliver nødt til at finde en anden løsning.”
Ifølge hjemmesiden sport.co.uk skulle også Real Madrid og Inter have kig på Özil.