Bébé er endt ud som en af de mest omtalte handler i det netop overståede transfervindue efter sit skifte til Manchester United for en pris omkring 7.4 millioner pund.
Lørdag spillede han så 90 minutter for Portugals ungdomslandshold, og den norske talentspejder Tor Kristian Karlsen forstår slet ikke, hvor tiltroen til Bébé kommer fra.
“Han har ekstremt meget at bevise for at retfærdiggøre prisen på syv millioner pund, hvis han skal have en karriere i en af verdens ledende fodboldlubber,” siger Karlsen til norske Dagbladet.
Ifølge Tor Kristian Karlsen er et andet af Fergusons lidt overraskende køb, Gabriel Obertan, lysår foran Bébé. Karlsen så også Obertan i en lignende ungdomslandskamp for et år siden, og det var et helt andet indtryk, han fik.
“Obertan var helt outstanding. Han havde et sted mellem 40 og 50 berøringer, og han terroriserede de engelske forsvarsspillere. Han var klart den stærkeste af den franske spillere. Hvis du sammenligner de to, så er Obertan lysår foran,” siger han.
“Mine indtryk går på taktisk forståelse af spillet, hvor man gør sig mest effektiv, viljen til at opsøge bolden og bevægelse for at blive mest involveret i situationer. Hvor Obertan var en trussel igennem hele kampen, havde Bébé to, måske tre, momenter i løbet af 90 minutter, som var spændende.”
Bébé startede landskampen på toppen for Portugal, men efter en småskidt første halvleg blev han sat ned som hængende angriber.
I en blog efter kampen skrev Karlsen, at der i denne position opstod situationer, hvor Bébé, når han modtog bolden dybt i banen, kunne minde om en 18-19-årig Cristiano Ronaldo med sit drive og sine en-mod-en-færdigheder.
“Jeg skrev, at jeg overdrev lidt. Men jeg fokuserede på færdighederne én-mod-én, komibinationerne af fart, finter og skud. Når han opsnapper bolden, så ved han ikke helt, hvad han skal gøre. Men når han går mod mål for at afslutte, har han en direkte stil, Ronaldo også havde, da han var i samme alder,” siger Karlsen.
Men den norske talentspejder levner nu ikke Uniteds nye portugiser de helt store chancer i den røde trøje.
“Tiden vil vise det, men det vil overraske mig, hvis han slår til i United. Jeg siger ikke, han ikke kan spille på et okay professionelt niveau, men at han kan sætte præg på Premier League, tror jeg ikke,” siger han.
“United må have set et eller, ikke har set. De har taget en chance her, det indrømmer Ferguson også selv. Spilleren er købt på anbefalinger. Jeg har snakket med nogle af mine kontakter i Portugal, og jeg syntes, købet var mærkeligt, før jeg så ham, og det synes jeg også nu. Især fordi der er så mange penge involveret,” siger Karlsen.
Karlsen mener, at Bébés umiddelbare taktiske egenskaber er elendige, og han mangler at stå skoleret i forhold til almindelig fodboldlærdom, han allerede burde have haft.
“Havde han været 17 år, så havde jeg haft en vældig åbent syn på ham. Men som 20-årig er han gået glip af for mange inputs og undervisning, som jeg tror, han skal slide med, hvis han skal sættes rigtigt i gang,” siger en skeptisk Karlsen, der dog tror, at Bébé muligvis kan vise sin styrke på én måde:
“Han ser okay ud foran målet. Det kan godt være, han kan markere sig som en “supersub”,” siger Tor Kristian Karlsen.