Manchester United købte nye spillere til bredden for omkring 20 millioner engelske pund denne sommer. Både Chicharito, Chris Smalling og Bebe er købt ind med henblik på fremtiden, og der er derfor ikke blevet forstærket med kræfter, der umiddelbart kan gøre en betydende forskel her og nu.
Det skyldes til dels, at det aldrende trekløver – Ryan Giggs, Paul Scholes og Gary Neville – stadig har formen og evnerne til at trække i den røde trøje. Men den dag de levende legender må sige stop, vil der blive investeret i spillere, der kan træde i deres sko, indrømmer Sir Alex Ferguson.
”Vi er ikke i en situation, hvor vi bliver nødt til at hente topklassespillere. Der er nok kvalitet i truppen i øjeblikket. Der kommer nok et tidspunkt, hvor vi må forstærke os, specielt når Paul, Gary og Ryan stopper. Så vil det blive nødvendigt med klassespillere, i den kaliber, som kan hjælpe det unge kuld frem. Men i øjeblikket har vi rutinen, der har oplevet alt med denne klub, og som ved, hvordan man håndterer tingene,” siger Sir Alex Ferguson.
Manchester Uniteds cheftræner har pointeret op til flere gange, at Real Madrid og Manchester Citys transferindkøb til svimlende priser har resulteret i, at der ikke er nogen ”value in the market”, eftersom priserne på transfermarkedet er steget betydeligt.
Fergusons tilbageholdenhed på transfermarkedet har startet formodninger om, at Malcolm Glazers enorme gæld har tynget ham og hans muligheder, men det har David Gill og skotten selv manet til jorden flere gange.