Efter sine mange år i Celtic og et ophold i Barcelona, endte Henrik Larsson hos Sir Alex Fergusons tropper i Manchester på en lejekontrakt fra Helsingborg.
Manchester United forsøgte, efter svenskerens korte ophold, forgæves at få ham til at blive i klubben. Men til trods for de kun tre måneder i den røde trøje, valgte han alligevel at vende tilbage til Sverige. Det var i øvrigt et løfte, som han havde afgivet til sin familie.
“Hvis der er en ting, jeg fortryder ved min karriere, så er det, at jeg tog hjem til Sverige, da Ferguson prøvede at få mig til at blive i Manchester United,” siger Larsson til FIFA.com.
“Henke” er startet som cheftræner for Landskrona BoIS i Allsvenskan, og han ville gerne have taget mere erfaring med sig fra den engelske Premier League.
“Jeg skulle være blevet i United længere, fordi jeg havde en god tid der, og alle i klubben var vilde efter at holde på mig. Min tid der var for kort. Hele oplevelsen var fantastisk, og selv om jeg var 35 på det tidspunkt, følte jeg stadig, at jeg havde god fodbold tilbage i mig,” siger han.
“Så, ja, det er noget, jeg fortryder. Men at slutte en karriere af, som jeg har haft, er ikke dårligt, og det er den eneste, jeg har. Jeg har været meget heldig, og jeg er nødt til at se på det hele og sige, at der er en grund til, at det, der sker, sker.”
“Henke” nåede at score i FA Cuppen, Champions League og Premier League på sine tre måneder i klubben. Han formåede endda at tilføje en medalje til samlingen, da det engelske mesterskab kom i hus i maj 2007.