Der spekuleres for tiden i, at Didier Drogba, Chelseas stjerneangriber, overvejer at bede om at blive solgt – angiveligt skulle han være utilfreds med den manglende spilletid, købet af Fernando Torres har ført til.
Midt i spekulationerne indrømmer Drogba, at Manchester United stod højt på hans liste, da der for år tilbage var lignende rygter om, at Drogba og “The Blues” skulle hver til sit.
Drogba nægter, at han skulle have lyst til at forlade Chelsea nu, men engang var tonen en anden:
“For nogle år siden kunne jeg godt have fundet på at sige: “Jeg vil spille for AC Milan, Real eller Manchester United.” Sådan har jeg det ikke mere. Jeg er i en af de bedste klubber i verden, og lysten til at skifte klub har været væk i et stykke tid,” siger Drogba til fransk tv ifølge engelske Metro.
Chelsea og Drogba tager i aften imod netop Manchester United. Kampen spilles 20.45.