Rooney-mål ikke nok på Broen

Chelsea lagde stærkt fra land, og allerede efter fem minutter fik Malouda værternes første chance. Et indlæg fra højre side faldt til franskmanden, som…

Chelsea lagde stærkt fra land, og allerede efter fem minutter fik Malouda værternes første chance. Et indlæg fra højre side faldt til franskmanden, som fra kanten af feltet skød på mål. Edwin van der Sar stod, hvor han skulle og snuppede forsøget.

Et kvarter inde i kampen fik United deres første store mulighed. Fremragende spil fra Javier Hernández sørgede for at Patrice Evra var helt med Petr Cech, men venstrebacken valgte at aflevere bolden, og Wayne Rooney nåede ikke frem i tide. Stor chance til United, og Evra burde måske have skudt selv.

Efter en halv time lykkedes det for United at bringe sig i front. Rooney fik bolden nær Chelsea-feltet, og mens forsvarerne holdt øje med, hvor Hernández løb hen, bankede den iltre angriber kuglen i nettet fra lang afstand. Ingen chance for Cech og 1-0 til United.

Ti minutter senere kom hjemmeholdet ufattelig tæt på en udligning. Van der Sar kunne ikke holde på et frispark fra Frank Lampard, og så var Branislav Ivanović helt fri til at score. Serberen fik dog ikke ordentlig ram på bolden, og Van der Sar og Nemanja Vidić fik i fællesskab skubbet den ud af fare.

Dermed kunne United ganske fortjent gå til pause med en 1-0-føring, og måske burde den have været større. Alligevel lykkedes det for Chelsea at vende kampen efter pausen.

Værternes angribere var ganske ufarlige denne tirsdag aften, så de måtte afhænge af en forsvarsspiller, da udligningen blev sat i mål. Et hjørnespark fra Chelsea blev ikke clearet på ordentlig vis, og det efterfølgende indlæg faldt til nyindkøbte David Luiz. Patrice Evra burde have dækket bedre op og kunne intet gøre,da brasilianeren bankede læderet forbi Van der Sar ved nærmeste stolpe.

Et kvarter før tid startede dommer Martin Atkinson en række tvivlsomme kendelser. David Luiz, som allerede havde modtaget en advarsel, gik bevidst ind og blokerede Rooneys løbebane i et angrib, men dommeren vinkede spillet videre.

Blot to minutter senere dømte Atkinson straffe til Chelsea. Indskiftede Yuri Zhirkov løb ind i Chris Smalling, som dårligt bevægede sig; russeren faldt til jorden, og Atkinson pegede på pletten. Lampard viste sit værd fra de elleve meter og bragte sit hold foran.

United havde svært ved at finde et modsvar på dette, og to minutter inde i tillægstiden forsvandt alt håb om point. To frispark af Nemanja Vidić på kort tid førte til United-anførerens anden advarsel og dermed udvisning. Han vil dermed ikke være med i søndagens kamp på Anfield mod Liverpool.

Kampen endte 2-1 til Chelsea, som dermed øger deres chance for at være med i Champions League til næste sæson. United er fortsat fire point foran Arsenal, som dog har spillet en kamp færre.

Forrige artikel

Drogba drømte om "Djævlene"

Næste artikel

Fergie ikke helt tilfreds med Atkinson

ANNONCE