Alex Ferguson skal ikke regne med at kunne disponere over Tomasz Kuszczak i fremtiden, hvis han ikke er førstevalg efter sommerferien.
Så kontant er udmeldingen fra den polske målmand, der er træt af at spille andenviolin på målmandsposten hos de engelske mestre.
”For mig er det simpelt. Enten spiller jeg for Manchester United, ellers forlader jeg klubben,” siger Kuszczak ifølge Goal.com.
Noget kunne imidlertid tyde på, at den tidligere West Bromwich-målmand må indstille sig på at søge nye græsgange.
Således hentede United allerede i januar Anders Lindegaard, mens det efterhånden synes sikkert, at David de Gea ligeledes skifter til Old Trafford efter U21 EM i Danmark.
Kuszczak indrømmer da også, at han endnu ikke er blevet tilbudt en kontraktforlængelse.
”Nej, han (Ferguson, red.) har ikke sagt noget (om en ny kontrakt, red.). Han fortæller mig intet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Men jeg har nogle idéer om det. Nu må vi se,” fortsætter den 29-årige målmand.
Sidst Tomasz Kuszczak var i aktion for Manchester United var i udebanekampen mod Blackburn, hvor han efter en ringe præstation måtte lade sig skose af de medrejsende fans.