Otelul Galati er et ukendt hold for de fleste, og Sir Alex har det da også som minimumskrav at slå de rumænske mestre to gange i de næste to uger.
United har fået en broget start på Champions League-gruppespillet med to point i de første to kampe. Men alligevel er Ferguson fortrøstningsfuld omkring udsigterne til avancement.
“Europæisk er det ikke gået efter planen. Vi trådte i spinaten i den Basel-kamp og er tvunget til to sejre mod Galati, men måske vil det vise sig godt for os i det lange løb. Det var et wake-up call, og vi står trods alt endnu ikke i en situation, hvor der er grund til at panikke.”
“Vi kan stadig selv afgøre det, det handler bare om at vi skal vinde de sidste fire. Det er ikke noget drømmescenarie at stå med to point, fire kampe tilbage og to hold på fire point. Det var selvfølgelig ikke det vi havde drømt om,” siger Ferguson.
United møder Otelul på udebane i Bukarest tirsdag. Her lykkedes det senest Benfica at vinde 1-0.