Manchester United har ikke kontaktet Benfica om et eventuelt køb af deres midtbaneprofil, Javi Garcia.
Således har hverken Benfica ellers Garcia hørt noget fra de engelske mestre, selvom flere engelske medier søndag skrev, at United planlægger et bud.
”Det vigtigste er Benfica. Hvis nogle klubber er interesserede, skal de snakke med Benficas præsident, derefter med os, og så må vi se, hvad der sker. I øjeblikket er der ingen seriøs interesse. Det eneste, vi ved, kommer fra pressen,” siger Manuel Garcia Quillon ifølge Goal.com.
Han slår samtidig fast, at hans klient ikke på nuværende tidspunkt har nogen planer om at forlade Benfica, der som bekendt snuppede førstepladsen i Uniteds Champions League-gruppe.
”Det er vigtigt, at Javi Garcia opfylder sin kontrakt, for Benfica gør det, de skal. Han er fokuseret på Benfica, den portugisiske liga og Champions League. Han ønsker det, der er bedst for klubben,” fortsætter Quillon.
Javi Garcia skiftede skiftede til Benfica fra Real Madrid i 2009.