Sidste gang hollandske Matthijs De Ligt var i aktion for United hed årstallet 2025, og datoen var den 30. november.
Manchester United slog Crystal Palace 2-1 på Selhurst Park, og midterforsvareren spillede alle 90 minutter.
Det var endnu en god kamp af hollænderen, som havde fået en flot start på sæsonen og sad tungt på den midterste stopperposition i Ruben Amorims 3-4-3-system.
Nu er tiden en anden i Manchester. Cheftræneren hedder Michael Carrick, og formationen hedder 4-2-3-1.
Derfor vil det blive interessant at se, hvor Carrick finder plads til De Ligt efter hans lange rygskade, der endte med at kræve en operation.
Det tyder på, at hollænderen er værdsat af sin cheftræner, hvis man skal tro Carricks ord på pressemødet i Madrid.
– Jeg er komfortabel med at spille ham. Selvfølgelig er der noget med timingen, og hvor meget han kan spille.
De Ligt har været på banen i løbet af landskamppausen, hvor han fik minutter i en træningskamp mod Lausanne bag lukkede døre.
– Han spillede en smule mod Lausanne, og han har trænet en del, så vi arbejder med ham.
– Så det er ikke for tidligt, jeg har tiltro til ham.
Den 27-årige forsvarspiller har 56 United-kampe på cv’et. Du kan se med i aften klokken 21:00 for at finde ud af, om han får kamp nummer 57.




