Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
I går deltog Michael Carrick og forsvarsspiller Leny Yoro i et pressemøde forud for tirsdag aftens kamp mod Atlético Madrid.
Her bekræftede han først og fremmest, at Luke Shaw og Kobbie Mainoo er fraværende med skader. Det samme er gældende for Benjamin Sesko.
Fraværet af en venstre back og en angriber fik journalister til at spørge, om klubben har fejlet ved ikke at forstærke bredden på de to positioner.
– Det er en proces at sammensætte en trup, siger Michael Carrick.
– Vi kan se stærke ud på en bestemt position, og en uge senere kan det være helt anderledes. Så bliver der stillet spørgsmål, og det forstår jeg godt.
– Vi har samlet en trup, som kan få os igennem med spillere, der kan tilpasse sig og træde til, hvor der er behov for det. Det er bare en del af det med at komme gennem en sæson.
Mens de førnævnte ikke kommer til at være i truppen, er Matthijs de Ligt og Dan Armer rejst med til Madrid.
Om presset
Manchester United er ikke kommet godt fra start og har fået sin værste sæsonstart i 40 år. Hvordan påvirker det presset for Carrick og spillerne?
– Det kommer an på, hvordan man definerer pres. Der er vores eget pres og forventningerne til os selv. Vi ved, hvad vi vil og kan som et hold, siger Michael Carrick.
– Presset kommer fra os selv. Vi kigger ikke uden for klubben for at få at vide, hvordan det skal se ud. Vi ved udmærket, hvordan det skal se ud.
– Vi håbede på mere. Vi forventede mere. Jeg vidste godt, at der kunne en svær periode efter en tid, hvor vi vandt konstant. Det er en del af det. Hvis man vil opnå noget, skal man kunne håndtere svære situationer.
Men hvad giver Michael Carrick tro på, at spillerne er klar til dette?
– Jeg kender dem. Jeg ved, hvor stærk gruppen er. Og det er derfor, vi er her. Vi er her for at teste os selv, og det er det gode ved det.
– Det er den mulighed, der er foran os. Hvis du ikke trives i, at det er lidt skørt nogle gange, ikke elsker at blive udfordret og at skulle grave dybt for at finde ud af, hvad du er i stand til, så er det ikke stedet for dig. Tro mig.
– Jeg stoler på disse spillere, siger Michael Carrick.




