Sidste gang Sir Alex Ferguson begik sig ud i at udtale, at han lang om længe kunne se en ende på den lange skadeskrise Manchester United havde været igennem, gik der ikke mange dage før Nemanja Vidic og en håndfuld andre spillere igen blev skadet. Det standser dog ikke skotten i at forsøge sig endnu engang.
Både Chris Smalling og Phil Jones deltog i Manchester-derbyet, der endte 3-2 i Uniteds favør, men hverken den ene eller den anden var med i truppen mod Bolton ugen efter. Sir Alex Ferguson kunne dog i dagens pressemøde komme med den glædelige nyhed, at de begge bør være klar til turen til Emirates på søndag.
”Phil og Chris er klar til søndag,” lød det kort og præcist fra manageren.
Sir Alex Ferguson kunne derudover fortælle at de langtidsskadede Ashley Young og Tom Cleverley er startet med at løbe igen, hvilket er et godt tegn.
”De løber begge et godt løbeprogram i øjeblikket, og deres fysiske stand er god,” sagde Ferguson, der regner med at have i hvert fald Tom Cleverley tilbage i midten af februar.
”Jeg håber, at han (Tom Cleverley, red.) vil træne med fodbold igen inden for ti dages tid. Det er i hvert fald planen, hvis der ikke sker noget uventet. Det kan være vi ser ham før – det kommer helt an på, hvordan har gør det til træning.”
Sir Alex Ferguson havde mindre gode nyheder omkring Anderson, der heller ikke var med i truppen mod Bolton. Anderson har pådraget sig en ny skade til træning, og det vides endnu ikke hvor længe den vil holde ham ude.