Manchester United kunne ånde lettet op efter sejren på Emirates søndag aften. Mål fra Antonio Valencia og Danny Welbeck afgjorde kampen til Uniteds fordel, og selvom Ferguson generelt var tilfreds med sit holds indsats, føler han også, at de burde have sikret sejren tidligere i kampen.
“Vi skabte en masse chancer, og det var lidt skuffende kun at score to mål. Vi burde have udnyttet vores chancer og lukket kampen i første halveg. I de første 15 minutter af anden halveg havde de (Arsenal, red.) tre store chancer, som de til vores held brændte”, sagde Ferguson efter kampen til Sky Sports.
“Da de skubbede Mertesacker frem i slutningen af kampen, skabte det naturligvis lidt forvirring. Smalling var fantastisk i den periode, og vi håndterede det flot og sikrede de tre point.”
Sejren var specielt vigtig, da City tidligere på eftermiddagen slog Tottenham 3-2 efter en straffesparksscoring fra Mario Balotelli i de døende minutter. Netop vigtigheden af at vinde efter at City havde sikret sig tre point, var noget som Ferguson understregede:
“Efter Manchester Citys sejr over Tottenham var det afgørede, at vi fik de tre point idag. Jeg synes, at vi hev sejren hjem på en flot måde. Vi var sprudlende, angrebslystne, og vi havde en fantastisk tro på vores eget spil,” siger Ferguson.