Forbedret opførsel fra Uniteds fans i denne sæsons Premier League-opgør med Liverpool har betydet, at klubben er blevet tildelt et langt større antal billetter end normalt, til lørdagens FA Cup-kamp på Anfield.
Alligevel frygter begge klubber, at der vil opstå ballade mellem de to fangrupper på lørdag. Dette skyldes bl.a., at det er første kamp mellem de to klubber, siden den store racisme-sag imellem Liverpools Luis Suarez og Uniteds Patrice Evra. Sagen endte som bekendt med en karantæne på hele otte spilledage til Liverpools uruguayanske angriber.
I et brev til de United-fans der har billetter til kampen, beder Ferguson om god, højlydt og positiv opbakning til holdet:
“Jeg skrev til vores fans forud for udekampen mod Liverpool i oktober, og opfordrede dem til at samarbejde med stadionvagter og stewards på Anfield, så vi kunne sikre at vi også i fremtiden ville få flest mulige billetter til vores udekampe mod Liverpool”, skriver Ferguson i brevet.
“Fansene gjorde præcis som vi bad dem om, og som resultat af dette har vi nu et langt større antal billetter, til den vigtige FA Cup-kamp. Jeg beder jer derfor om at fortsætte den gode support, for at sikre at vi også i næste sæson får stor andel i billetterne,”
Ferguson slutter brevet med at understrege, at den gode support er afgørende for holdet, men at det ikke må tage overhånd. Holdets succes er det vigtigste.
“Jeres støtte er afgørende for holdet og gennem årene har den været helt specielt, når vi har gæstet Anfield. FA Cup-kampe er anspændte affærer i sig selv. Det faktum, at kampen spilles mod Liverpool på deres hjemmebane, gør det ikke mindre anspændt. Men husk venligst på, at det vigtigste er holdets succes, og vis den support og ånd som I er kendte for – højlydt og positiv!”, skriver Ferguson.