Evra frygter voodoo-forbandelse

Manchester United har været mere end almindelig hårdt præget af skader i denne sæson, og i nogle tilfælde har man nærmest kunne danne et stærkere hold med…

Manchester United har været mere end almindelig hårdt præget af skader i denne sæson, og i nogle tilfælde har man nærmest kunne danne et stærkere hold med 11 skadede spiller, end det der stillede op på grønsværen.

Faktisk har skadeslisten været så lang, at franske Patrice Evra næsten tror på, at der har hvilet en forbandelse over “De Røde Djævle.”

“Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg tror, nogen udøver voodoo på os!” joker Evra til MUTV.

Senest er Chris Smalling blevet føjet til listen over spillere, der må sidde ude – en liste, der allerede tæller navne som Nemanja Vidic, Nani, Tom Cleverley, Anderson, Phil Jones, Anders Lindegaard og Michael Owen.

“Det er ufatteligt, at vi har haft så mange skader. Jeg ser mange hold, der brokker sig over deres skadede spillere, men for os har det jo været helt utroligt,” siger Evra, der nævner tabet af forsvarskollegaen Vidic som et af de hårdeste. Samtidig er den midlertidige kaptajn stolt af, at holdet stadig er med i toppen af ligaen:

“Vi har mistet en spiller som Nemanja Vidic, og alligevel har vi klaret os. At vi er kommet så tæt på Manchester City, vores skader taget i betragtning, viser, at vi har virkelig god holdånd. Det er det vigtigste element, og det er en kultur i klubben. Uanset hvad der sker, så bryder vi os ikke om dårlige undskyldninger. Jeg vil bare gerne sige “godt gået” til alle spillerne i klubben,” siger Evra, der dog påpeger, at sæsonen langt fra er ovre.

“Det er ikke overstået, for den vigtigste del mangler stadig. Der er stadig lang vej endnu. Ligaen er et maraton, ikke en sprint,” siger franskmanden.

Forrige artikel

Van der Sar: de Gea må bevise sit værd

Næste artikel

Mød tidligere United-spillere på fredag

ANNONCE