For en af Manchester Uniteds helt store spillere i denne sæson bliver kampen i morgen imod Liverpool noget helt særligt.
Som født og opvokset i Manchester, nærmere betegnet bydelen Longsight der er bedst kendt for kriminalitet, så har rivalopgøret på Old Trafford en helt ekstra betydning for Danny Welbeck.
Siden ungdomsårene i United har han forstået betydningen af kampene mod ærkerivalerne, som selv på ungdomsplan betød noget ekstra.
“Der er den her rivalisering mellem Manchester United og Liverpool. Man kan bare ikke tabe!
Selv da vi var unge knægte, så føltes det som om at man bare skulle vinde disse kampe. Trænerne ville stadig have at vi skulle nyde at spille fodbold, men de her kampe skulle bare vindes,” fortæller Danny Welbeck i et interview med The Guardian.
Han går i morgen ind til sit første derby på Old Trafford mod Liverpool.
“Jeg tror man bare skal nyde udfordringen og prøve at påvirke kampen. Det er hårdt. Atmosfæren er som en kogende gryde, men når det kommer til de store kampe så vil man altid gøre alt for at spille dem. Det her bliver min første United-Liverpool kamp på Old Trafford og jeg kan virkelig ikke vente. Det siger vist alt,” lyder det fra en entusiastisk Welbeck.
I interviewet husker han blandt andet tilbage på sit første mål for United, som kom i debuten mod Stoke City i november 2008.
“Jeg modtog bolden fra Berbatov og jeg spillede et-to med Manucho og så lå det bare i instinktet. Skuddet var fedt! Lige op i krogen. Da bolden gik i nettet… den følelse.. Hvis den følelse var narkotika, så var jeg død nu!” griner Welbeck.
“Jeg har aldrig oplevet den samme følelse igen. Slet ikke i det omgang. Det var surrealistisk. Jeg så min bror på tribunen og han var bogstaveligt talt ved at ryge ned af trapperne.”
Har ikke fået noget tilbud fra United
Trods rygter om det modsatte i pressen, så afviser Danny Welbeck at han har afvist Manchester Uniteds tilbud om kontraktforlængelse.
“Der har været skrevet en masse sludder om min kontraktsituation, men jeg har aldrig spurgt eller krævet en eneste øre fra United. Jeg håber at jeg kan skrive under på en kontraktforlængelse indenfor de kommende måneder, men lige nu vil jeg ikke bekymre mig om det. Jeg hellere koncentrere mig om at blive så god som jeg kan blive og give alt hvad jeg har i mig for den klub jeg elsker,” lyder det fra Welbeck.