Da Nemanja Vidic kom galt og afsted og ødelagde sit korsbånd i kampen mod Basel blev der først snakket om helt op til et års pause for United-anføreren.
Siden blev comeback-datoen dog revideret, og for en måneds tid siden rapporterede flere engelske aviser, at Vidas genoptræning gik så godt, at han kunne blive kampklar til sæsonens sidste kampe.
Sir Alex Ferguson vil dog ikke høre tale om, at den tidligere Spartak Moskva-spiller bliver spilleklar på denne side af sommerferien.
“Jeg tror det hele kører efter planen. Han er klar til comeback i starten af næste sæson, jeg kan garantere for det ikke bliver tidligere. Der er ikke nogen idé i at speede processen op for at få ham med i sæsonens sidste kampe. Vi har ham til rådighed igen efter sommerferien, når han har fået en fuld genoptræning på en otte måneders tid,” siger Ferguson ifølge Sky Sports.
30-årige Vidic nåede bare at spille ti kampe inden uheldet indtraf.