“Vind titlen, eller bliv betragtet som en fiasko.” Så kontant er meldingen fra Patrice Evra til sine holdkammerater.
United røg hurtigt ud af Champions League i år, og det blev heller ikke til succes i Europa League. Det skuffer Evra, der ikke køber undskyldningen med, at United nu kan fokusere på ligaen.
“Det er ikke en undskyldning for Manchester United. En klub som denne må forsøge at vinde enhver turnering. Men nu har vi intet valg, vi må tage os sammen og vinde ligaen, hvis ikke vil det være en rigtig skidt sæson”, siger Evra.
For selvsikre?
At United har skuffet så meget i Europa i år, har overrasket de fleste, også Evra.
“Måske var vi for selvsikre i begyndelsen af Champions League. Vi må være ærlige og sige, at vi aldrig spillede godt og fortjente at ryge ud. Vi viste aldrig samme vilje og spil, som i ligaen. Måske vi troede at vores navn, ville bære os videre”, siger den fungerende anfører.
Evra indrømmer, at Club Athletic spillede bedre, og vandt fortjent. Men er sikker på, at holdet slår tilbage mod Wolverhampton, og åbner et 4-point forspring til City.
“Selvfølgelig skal vi slå tilbage. Men jeg er ikke bekymret, vi har hele vejen igennem vist godt spil i Premier League. Nu da vi er foran City, vil vi sikre os at det forbliver sådan”, udtaler Evra.