Manchester United eller Juventus? Det er det valg Paul Pogba har stået overfor hele foråret uden at kunne vælge side.
Med kontraktudløb i juni er det dog ved at være på høje tid, at Pogba træffer sit valg, og ifølge spillerens agent tyder intet på, at han bliver i United.
– Hvis det var et let valg for Pogba, så havde han allerede truffet sin beslutning. Det er mest sandsynligt, han forlader Manchester. Når jeg er tilbage fra Basilien på fredag tager vi hånd om situationen, siger Mino Raiola ifølge The Guardian.
Sir Alex har hele foråret arbejdet intenst på at få Pogba til at se perspektiverne ved at blive i United, og det unge stortalent nærer da også stor respekt for sin manager.
– Jeg kan kun sige, at Ferguson er toppen af poppen set fra mit synspunkt. Havde han ikke været der, havde Pogba allerede været væk. Ferguson er en fascinerende og enestående person, som ved præcis hvad fodbold handler om. Pogba deler mit syn på ham, bedyrer Raiola.
Både United og Juventus menes at have givet Pogba kontraktudspil, som vil forgylde teenageren med 20.000 pund i ugeløn.