Det har ikke skortet på forskellige racismesager hos Chelsea på det seneste.
Holdets anfører, John Terry, afsoner for tiden den karantænedom, han fik for at kalde Anton Ferdinand for en “black cunt” tilbage i sidste sæson.
Samtidig er der et ubehageligt efterspil igang ovenpå søndagens Premier League-kamp mellem Chelsea og Manchester United, hvor dommer Mark Clattenburg angiveligt skulle have udtalt sig upassende og racistisk overfor Jon Obi Mikel. Ihvertfald ifølge Chelsea.
LÆS OGSÅ: Chelsea dropper den ene klage
Seneste skud på stammen er så en uheldig episode på tribunerne i forbindelse med gårsdagens Liga Cup-kamp mellem Chelsea og United. Et kamera har fanget en Chelsea-fan i færd med at lave en racistisk abe-gestus rettet mod Danny Welbeck.
London-klubben er nu igang med at undersøge sagen. Samtidig tager den russisk-ejede klub også afstand fra en hver form for diskrimination.
– Chelsea FC kan bekræfte, at vi undersøger en episode som involverer en person på tribunen i forbindelse med gårsdagens kamp mod Manchester United, lyder det i et officielt statement fra klubben.
– Chelsea FC er engageret i at fjerne alle former for diskrimination, og hvis vi har tilstrækkelige beviser, vil det få de hårdest mulige konsekvenser – herunder retsforfølgelse, lyder det endvidere fra Chelsea.
Du kan se et billede af den racistiske gestus her.