Manchester United skal på søndag forsøge at vaske sidste sæsons dårlige resultater mod lokalrivalerne fra City af tavlen, når de gæster Etihad Stadium.
Men selvom United lige nu har et forspring på tre point ned til City på andenpladsen, er der mange lighedspunkter mellem de to mandskaber, lyder det fra Ryan Giggs.
– Begge hold står i samme situation. Vi ligger godt til i ligaen, men ingen af os har ramt den form, vi havde i visse dele af sidste sæson, siger den 39-årige waliser ifølge Clubcall.com.
– Det kan være frustrerende, for vi stræber efter at være perfekte. Vi ønsker at være det bedste hold, og alle spillerne ønsker at være de bedste individer, fortsætter Giggs, der dog også ser lyspunkter.
– Men vi må gøre noget rigtigt, for vi ligger godt til, og der er en tro på, at vi kan sætte mål på tavlen. Men det betyder ikke, at vi skal neglicere vores forsvarsspil, for vi skal stoppe med at lukke så mange mål ind.
Der er kickoff på søndag klokken 14:30.