37-årige David Beckham holder formen ved lige i Arsenal, efter hans kontrakt er udløbet med MLS-klubben LA Galaxy. Og ifølge The Sun kan det munde ud i en aftale med London-klubben.
Rygterne om et skifte skyldes angiveligt, at de to parter insisterer på at holde træningsaftalen hemmelig.
– Beckham vil holde det tys-tys. Det kan man jo så undre sig over, siger en anonym Arsenal-insider til The Sun.
Beckham har tidligere trænet med Arsenal, mens der har været pause i MLS. Det skete tilbage i 2008.
David Beckham har tidligere sagt, at han ikke kan forestille sig at spille for andre klubber i England end Manchester United.
Foruden Arsenal er QPR, West Ham, PSG og Milan blevet sat i forbindelse med Beckham.