Robin van Persie sender nu en klar besked til Sir Alex Ferguson om at lade ham spille når Manchester United på mandag møder Reading i FA Cuppen.
Manchester Uniteds manager har bebudet flere ændringer i startopstillingen igennem de næste par kampe. Dels for at tilfredsstille sit store mandskab, dels for at undgå skader til de vigtigste spillere.
Men hvis det står til Robin van Persie, så behøver Ferguson slet ikke tænke på at give ham hvile.
– Jeg er vant til at spille kampe med et par dages mellemrum. Jeg kan lide det, da jeg så kommer ind i en rytme. Når man ikke spiller i mere end en uges tid, så kan det tage dig 10-15 minutter at komme ind i kampen fordi du er ude af rytme. Så jeg foretrækker at fortsætte, siger Robin van Persie ifølge Sunday Mail.
Han mener ikke Sir Alex Ferguson bør stille med et svagere hold bare fordi modstanderen hedder Reading og ikke Real Madrid.
– Jeg elsker dramaet og spændingen før store kampe mod Real Madrid, men jeg ved at de små kampe også er vigtige. Det er dem der gør dig til mester.
– Jeg kan lide den måde sæsonen kører på lige nu. Den kan blive meget speciel, og når man spiller for United så er hver eneste kamp speciel.