Andy Cole fortryder i dag, at han forlod Manchester United tilbage i 2001. Og derfor råder han nu Wayne Rooney til at slå koldt vand i blodet.
Det sker, efter en lind rygtestrøm den seneste halvanden uge har sendt Rooney væk fra United som en konsekvens af, at han ikke startede inde mode Real Madrid.
– Jeg kan sætte mig ind i, hvordan Wayne (Rooney, red.) måske har det, siger Cole ifølge The Herald og uddyber.
– Når jeg ser tilbage, kunne jeg være blevet i United, hvis jeg ikke havde været så stædig. Jeg spillede ikke regelmæssigt, og jeg var ikke en glad mand. Så jeg tog en beslutning. Set i bagklogskabens lys, skulle jeg være blevet.
Stadig en fremtid i klubben
Det var tilgangen af Ruud van Nistelrooy, der i sin tid fik Cole til at skifte til Blackburn.
Cole opfordrer derfor Rooney til ikke at tage Madrid-kampen for tungt.
– En enkelt kamp kan ikke afgøre din karriere i en fodboldklub. Manageren lader store spillere sidde over i store kampe. Det er sket flere gange gennem årene. Jeg var en af dem, lyder det fra Cole, der stadig mener, at Rooney har mange gode år tilbage i United.
– Wayne har masser af evner, og jeg tror ikke, at det her får manageren til at se anderledes på ham. Han har stadig en stor fremtid i Manchester United, siger den 41-årige englænder.
Andy Cole kom til United fra Newcastle i 1995 og var som bekendt en af de offensive drivkrafter i Treble-sæsonen i 1999.