Der måtte et hjælpende ben til fra Titus Bramble, da Manchester United lørdag sikrede sig sæsonens 25. sejr af 30 mulige i Premier League.
– Det var en krigerisk indsats fra spillerne, kunne Sir Alex Ferguson konstatere til Sky Sports efter kampen.
– Vi blev ramt af to eller tre skader i løbet af kampen, og det var mod, der fik os igennem anden halvleg. Det betyder, at vi går til kampen mod Man City med et forspring på mindst 15 point, siger han.
Utroligt fokus
Den skotske manager er imponeret over, hvordan det lykkes spillerne at hive sig selv op hele tiden.
– Jeg tror, spillerne opildner sig selv. Holdånden, koncentrationen, fokus i hver eneste kamp. Det her var 25 sejre i 30 ligakampe, hvilket er rekord. Det er i sidste ende spillernes præstationer, der resulterer i det, siger Ferguson.
1-0-sejren er sjette kamp i streg i Sunderland, hvor ‘De Røde Djævle’ har holdt målet rent. Og endnu et cleansheet glæder Sir Alex Ferguson, hvis hold havde det med at lukke lidt for mange mål ind i specielt den første halvdel af sæsonen.
– Koncentrationen er meget højere. Tidligere på sæsonen blev der scoret meget imod os, men vi har fået forsvarsspillere tilbage. Chris Smalling, Phil Jones er kommet tilbage, og det hjælper. Jonny Evans, Rio og Nemanja Vidic. Du vælger, to ud af de fem. De gør det altså nemmere for os, konstaterer Sir Alex Ferguson.