Siden Nemanja Vidic blev båret fra banen med en slem knæskade mod FC Basel i forrige sæson, har han haft svært ved at finde tilbage til sit gamle jeg. Gentagne gange er han blevet sat tilbage af mindre skader, når det begyndte at gå den rigtige vej.
Senest blev den stærke serbers pre-season forstyrret, da han havde mindre problemer med iskas nerven. Mens resten af truppen rejste rundt i verden, knoklede Vidic hjemme i Manchester, hvor han trænede med reservene.
Søndag spillede United-kaptajnen 90 minutter i Community Shield-opgøret. Han føler selv, han er ved at være der, hvor han skal være.
– Når sæsonen går i gang, og der kommer flere kampe, vil jeg blive bedre og bedre. Men det er det samme for alle spillere, udtaler Vidic til manutd.com.
– I øjeblikket føler jeg mig godt tilpas. Jeg er fit, og jeg ser frem til den nye sæson.
Tror på United
Nogle medier sætter spørgsmålstegn ved Manchester Uniteds styrke i denne sæson. Sir Alex Ferguson er væk, og holdet har ikke forstærket sig med nogle store navne endnu.
Nemanja Vidic tager det dog helt roligt. Han har tiltro til, at holdet kan levere varen og påpeger, at United er mere end én manager.
– Folk sætter spørgsmålstegn ved alt. De spørger, om vi kan vinde mesterskabet igen?
– Det handler ikke bare om manageren, det handler også om spillerne. Vi træner hårdt, så vi kan vise dem, hvad vi kan, udtaler Vidic.
Nemanja Vidic er på nippet til at gå i gang med sin ottende sæson i den røde United-trøje. Han har indtil videre spillet 267 kampe for klubben.