Robin van Persie var ikke overraskende yderst tilfreds med sejren over sine gamle holdkammerater, da den i den grad betød, at de forsvarende mestre fortsat hænger i.
– Vi kunne være 11 point efter på nuværende tidspunkt, så med sejren er vi med. Det var et stærkt resultat – en ægte sekspointers. Nu ligger vi inden for en overskuelig pointforskel, som vi bør og skal, siger hollænderen til MUTV efter kampen.
27 minutter skulle Manchester United bruge for at afgøre topkampen. Wayne Rooney svingede et hjørnespark ind i panden på Robin van Persie, der headede mestrene på sejrskurs.
– Det var et godt hjørnespark fra Rooney. Jeg tror, den ændrede retning fra min skulder efter jeg ramte den med hovedet, men det ligegyldigt. Det var et vigtigt mål, og jeg er så glad for at have scoret det.
Robin van Persie viste sin glæde ved scoringen, hvor han ved sine sidste to scoringer mod Arsenal dæmpede sin jubel af respekt. Han kunne ikke holde det inde denne gang, og sammen med en hårdtarbejdende Wayne Rooney og resten af mandskabet kunne han fejre en ufattelig vigtig sejr.
– Wayne er en fantastisk spiller, og han arbejde virkelig hårdt for det, ligesom alle andre gjorde det. Det er ikke nok, at nogle individuelt spiller godt – hele holdet skal være en stærk enhed, og det var, hvad vi var.
– Fansene var helt utrolige, de løftede os virkelig og var den tolvte mand på banen. Så længe jeg har været her, har de været fuldstændig fantastiske, så der skal også lyde et kæmpe cadeau til dem.