Chris Smalling får nu opbakning fra den engelske landstræner, Roy Hodgson.
Det sker, efter den 24-årige forsvarsspiller blev sendt tidligt i bad mod Manchester City og efterfølgende har påkaldt sig flere United-fans vrede.
Roy Hodgson var manager i Fulham, da klubben hentede Smalling i sin tid. Og ifølge ham har United-spilleren altid haft en tendens til at gå overilet ind i sine tacklinger.
– Selv som ung spiller, da han kom til Fulham, havde han den intensitet, der kan fortolkes som nervøsitet, siger Hodgson til The Telegraph og fortsætter.
– Selvfølgelig vil jeg tale med Chris. Men faktum er, at det skete, og jeg er sikker på, at han fortryder det og har bearbejdet det.
Hodgson er samtidig sikker på, at Smalling har taget ved lære af udvisningen, der langt fra gjorde det lettere for United i 1-0-nederlaget.
– Han begik en fejl. Det var forkert, han burde ikke have gjort det, men det gjorde han. Han vil tage ved lære af det og komme videre. Og vi vil hjælpe ham, så meget vi kan, siger Hodgson.
Chris Smalling skiftede fra Fulham til United i 2010.