Her til eftermiddag tog Manchester United imod Crystal Palace på Old Trafford. På trods af fine takter i de forgående kampe mod Chelsea og Manchester City, var det et United-mandskab der manglede oprejsning – hvilket kun en sejr ville give dem. ”De røde djævle” måtte dog vente i mere end en time, før forløsningen kom, efter Juan Mata tørt sparkede bolden i nettet uden for feltet.
Hjemmeholdet startede fint, og lagde et fint tryk på Crystal Palace i kampens indledning, og i hele første halvleg var det også United, der havde det meste af spillet. Michael Carrick og Paddy McNair var nye mænd i startopstillingen. Carrick skulle løse opgaven på den defensive midtbane, mens McNair blev parret med Daley Blind i det centrale forsvar.
Sløj første halvleg
Michael Carrick som netop er vendt tilbage fra sin lange skade gjorde det da også fint, og holdt en udmærket stabilitet på midtbanen, mens pasningsspillet også fungerede. Værre så det dog ud offensivt. Og man begyndte lidt at få en fornemmelse af, at det aldrig for alvor blev farligt. Januzaj havde et par gode tilbud i kampens indledning, men ud over et par skud forbi mål af belgieren og Rooney, var det kun Luke Shaw, der for alvor var tæt på at true Speroni i gæsternes mål.
Med en flot aktion tog Shaw bolden fra egen banehalvdel og helt op nær Palaces målfelt, men hans kvalificerede skud blev flot reddet af Speroni i gæsternes mål. Den unge venstreback havde i det hele taget en rigtig flot kamp, og det virker til at van Gaals kritik efter sommerferien har smittet af på teenageren, som virkelig har løftet sit niveau over de seneste kampe.
I den anden ende fik Palace dog også et par muligheder, som kampen skred frem. Først appelerede de for straffespark efter Luke Shaw havde haft fat i en Palace-trøje i feltet, hvilket han var heldig at slippe af sted med. Kort derefter helkiksede den nye forsvarskonstellation så efter en ufarlig tilbagelægning, hvorfor bolden landede for fødderne af den tidligere United-spiller Frazier Campbell. Han skulle bare skyde på mål, men heldigvis for United helkiksede han lige foran mål, og holdene kunne gå til pause ved stillingen 0-0.
Matchvinder Mata
Anden halvleg startede lidt bedre for United, som så småt begyndte at lægge et pres på Crystal Palace. Hjemmeholdet blev mere nærgående, men slog dog aldrig for alvor til. Særligt Angel Di Maria viste ikke særlig meget i dag, hvorfor han da også blev hevet ud til fordel for James Wilson senere i anden halvleg. Rooney kæmpede godt, men blev heller aldrig for alvor truende, mens Januzaj heller ikke viste det store væsen af sig i anden halvleg.
Hjemmeholdet begyndte for alvor at presse på omkring de 60 spillede minutter. Først sendte Rooney et godt hjørnespark afsted som Fellaini fik panden på, men forsøget blev lige nøjagtig reddet af Palace-målmanden, der generelt stod en god kamp.
Efter 62 minutter kom så den første indskiftning. Juan Mata, der har været en smule udskældt på det sidste, kom ind og erstattede en usynlig Januzaj, hvilket skulle vise sig at være en lille genistreg af Louis van Gaal. Efter blot fire minutter på banen var det nemlig Mata der skulle sikre ”de røde djævle” alle tre point foran Stretford End.
Efter at modtage bolden uden for nettet tog den lille spanier et træk ind i banen og fyrede til bolden. En god beslutning fra spanieren, som kunne se sit skud ende i nettet, til stor jubel for tilskuerne. Man kunne mærke, at scoringen betød meget for den vellidte spanier, og forhåbentlig kan målet få gang i hans selvtillid igen.
Manchester United forsøgte at holde på bolden i slutminutterne, mens gæsterne havde svært ved at skabe noget efter scoringen. Det kunne således nemt være blevet 2-0, da først Robin van Persie og dernæst Mata var tæt på en scoring mere. I sidste ende blev det dog til en arbejdssejr til ”de røde djævle”, der skal finde noget bedre spil frem, når de efter landskampspausen gæster Arsenal.