Rashford helten på Etihad

Der var knald på i dagens Manchester-derby, hvor Marcus Rashford blev den store helt for United.

United var pisket til sejr i dagens opgør på Etihad mod de lyseblå rivaler fra Manchester City. Torsdagens exit fra Europa League skulle revancheres, og van Gaals tropper skulle have sejren i dag, hvis håbet om deltagelse i næste sæsons Champions League skulle holde.

Louis van Gaal havde til dagens opgør valgt at give comeback i startopstillingen til Matteo Darmian, der startede som højreback i stedet for Guillermo Varela. Desuden gik Schneiderlin ind på den defensive midtbane ved siden af Carrick, mens Fellaini startede på bænken.

Det var hjemmeholdet, som startede kampen bedst og havde et par gode muligheder. Men United gik ligeledes frisk til den, og specielt hurtige Martial og Rashford virkede til at kunne true Citys defensiv.

Og efter et kvarters tid skete det så. Juan Mata trak ind fra højre og spillede Rashford, der elegant trak forbi Demichelis i City-forsvaret, inden den 18-årige angriber sendte bolden i nettet bag Joe Hart. Fremragende mål af Rashford, der kampen igennem kæmpede hårdt oppe foran, og nok burde have fået et straffespark kort før pausen, da han blev nedlagt i feltet.

Kampen bølgede frem og tilbage, begge mandskaber havde chancer til mål, Martial var tæt på at øge til 0-2, mens City omvendt også havde et par nærgående forsøg.

Kort inde i anden halvleg gik Joe Hart ud med en skade, mens hjemmeholdet generelt pressede mere og mere på. Sergio Aguero viste flere gange sin fantastiske hurtighed og kvalitet på små områder, og Chris Smalling havde kampen igennem sit hyr med at dække ham op.

Smalling fik tidligt i kampen et gult kort, og burde nok have fået endnu et i anden halvleg, men slap for karrierens andet røde kort på Etihad.

Undervejs skiftede van Gaal igen de to backs, præcis som i torsdags mod Liverpool. Denne gang dog delvist nødtvunget, da Darmian med et kvarters tid tilbage var præget af krampe og ikke kunne spille videre, hvilket gav spilletid til stortalentet Timothy Fosu-Mensah på venstreback.

De sidste minutter var et langt pres på United-målet, men spillerne kæmpede fremragende og fik afværget de forsøg der kom. Stor kredit til spillerne for en enorm arbejdsindsats, skønt at se, efter en række skuffende oplevelser i løbet af sæsonen.

United holdt stand og er for alvor nu tilbage i kampen om den 4.plads, der giver en billet til Champions league kvalifikation. Et point adskiller United og City nu, mens også West Ham er med i kampen om den eftertragtede plads.

Indtil videre kan United gå på en kort landskampspause, og have håneretten i Manchester.

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

Tjek de gode tilbud på Manchester United-trøjer her

Forrige artikel

Startopstillingen mod City

Næste artikel

Van Gaal: Fight og vilje gjorde forskellen

ANNONCE