Det kom som et chok for hele fodbold-England, da Paul Scholes valgte at forlade det engelske landshold, efter EM-slutrunden i Portugal.
Men den lille midtbanespiller fortryder ikke sin beslutning om at stoppe med de internationale kampe, trods “kun” 66 landskampe.
“Jeg fortryder intet. Hvis jeg bare havde tænkt, at jeg måske en dag ville fortryde min beslutning, så havde jeg ikke truffet den i det hele taget.”
“Der var intet skjult motiv i min beslutning om at stoppe – jeg besluttede mig bare for, at det var det rette tidspunkt.”
Paul Scholes blev tit kritiseret i de engelske medier for ikke at score nok mål for England, som han gjorde i samme stil for Manchester United. Men endnu en gang tager Scholesy det i stiv arm.
“Selvfølgelig ville jeg gerne have scoret flere mål for mit land, men kritik har aldrig bekymret mig, med mindre det kom fra betydningsfulde folk.”
Måske kunne Sven-Göran Eriksson & Co. godt have haft brug for Scholes i aftes, da det engelske landshold smed en sikker 2-0 føring væk, og kun formåede at få 2-2 mod Østrig.