Anthony Martial blev af flere medier kåret som Man of the Match i onsdagens sikre 4-1-sejr over Burton Albion. Den 21-årige franskmand startede inde og bidrog med et mål og et flot oplæg til Jesse Lingards scoring. Jose Mourinho, der ikke bruger Martial så meget, som mange af United-fansene godt kunne tænke sig, ser en tydelig forandring hos forrige sæsons storindkøb.
– Jeg ser en stor fremgang i personen, i humøret, i ansigtet og i kropssproget. Hvis jeg skal sige det med et enkelt ord; i glæden, siger Jose Mourinho ifølge Manchester Evening News.
I starten af sæsonen, da Martial scorede mod West Ham, måtte Phil Jones give ham et kærligt slag på kinden for overhovedet at få ham til at smile, men sådan er det ikke længere.
– Han er en glad fyr, og han arbejder godt. Han starter kampe, og han gør sit bedste. Hvis han kommer ind fra bænken, selv om det bare er de sidste 10 minutter som i den seneste hjemmekamp i Premier League, prøver han på at nyde det og give noget til holdet. Jeg er meget tilfreds med hans attitude overordnet, og så er det lettere at spille godt, siger cheftræneren.
Ud over kampen mod Burton har Anthony Martial i denne sæson startet inde mod Leicester og Basel. Han har dog fået spilletid i samtlige af sæsonens kampe med fire mål og to oplæg til følge.