Den tyske bank, Deutsche Bank, kunne i går blot se til, da deres fax-system og telefon-system blev terroriseret af vrede Manchester United-fans, som lige ville give deres mening om den tyske banks formodede støtte til Malcolm Glazer.
Sorte fax-beskeder, falske telefonopkald og pizzaer var blot nogle af de ting, som tyskerne måtte finde sig i efter flere aviser havde skrevet, at banken var gået ind i forhandlinger med Glazer med henblik på at finansiere et opkøb af Manchester United.
Det fik Deutsche Bank til i går eftermiddags at melde ud og tage afstand til rygterne.
Inden da havde virksomhedens allerøverste leder allerede været i kontakt med Shareholders United.
“Dette skal ses som en advarsel til enhver bank, som overhovedet overvejer at støtte Glazer, om Manchester United-supporternes dybe følelser og den hurtige reaktion de kan komme med,” udtaler Shareholders Uniteds talsmand, Oliver Houston, til The Independent.
Gennem hele dagen i går florerede kontaktoplysninger til Deutsche Bank på diverse Manchester United-fora på internettet. Flere af dem var endda interne kontaktoplysninger.