Manchester United tabte for anden kamp i træk, da “De Røde Djævle” onsdag aften måtte gå fra banen på Old Trafford med 0-2 mod gæstende Burnley.
En indsats som manager Ole Gunnar Solskjær ikke kan være tilfreds med.
– Vi må række hænderne i vejret og sige, at det ikke var godt nok, udtalte nordmanden til BT Sport kort efter kampen.
Ifølge den 46-årige nordmand skyldes nederlaget blandt andet manglende skarphed fra Uniteds side.
– I første halvleg skabte vi nogle halvstore muligheder, men var ikke skarpe nok til at udnytte dem. De (Burnley, red.) var dog kyniske og effektive og forsvarede sig godt.
På trods af et skuffende resultat står United-manageren dog bag sine spillere, som han ønsker at hjælpe igennem en svær tid.
– Drengene (United-spillerne, red.) gav alt, hvad de kunne, men går for tiden gennem en svær periode.
– Jeg vil støtte og hjælpe dem med at komme igennem denne tid. Lige nu kan vi dog ikke gøre andet end at række hænderne i vejret og sige, at det ikke var godt nok.
Til spørgsmålet om Uniteds miserable pointhøst i denne sæson, gjorde Solskjær det endnu engang klart, at der er tale om en proces.
– Vi arbejder hårdt hver eneste dag for at forbedre de her drenge, så de kan præstere bedre end, hvad de gjorde i dag.
Manchester United ligger efter aftenens nederlag fortsat på en femteplads i tabellen – seks point efter Chelsea på fjerdepladsen.
Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.