Eric Cantona svarede igen mod Crystal Palace-supporteren Matthew Simmons´ provokationer, efter Cantona var blevet smidt ud, med et velplaceret kung fu-spark d. 25. januar 1995.
Det kostede ni måneders karantæne for den iltre franskmand, der dog ikke fortryder, at han handlede som han gjorde i situationen. Old Trafford-helten proklamerer endda over for The Sun, at han formentlig kunne finde på at gøre det igen i et raserianfald ala det, han fik for 10 år og én dag siden.
“Jeg ved ikke om det var rigtigt eller forkert, men hvis jeg igen skulle komme i den tilstand, jeg var i på det givne tidspunkt, så ville jeg uden tvivl gøre det igen. Livets gang afhænger som bekendt af mange ting – blandt andet af, hvem vi møder og hvad de personer siger til os på visse tidspunkter,” udtaler Cantona til tabloidavisen.