Støt op om David de Gea

BLOG

Kritikken af vores spanske målmand er helt ude af proportioner, og er kommet ned på et niveau, hvor det begynder at blive kvalmende.

Ja, David de Gea lavede én fejl i søndagens 1-1 opgør imod Tottenham, hvilket kostede et mål og dermed også i bund og grund de tre point for Manchester United.

Og nej, det er ikke første gang, at den 22-årige målmand laver en sådan type fejl. De Gea har flere gange haft uheldige indgreb i forbindelse med dødbolde og indlæg. Han har store problemer med at dominere luftrummet, lad der ikke være nogen tvivl om det.

Derfor er kritikken af spanieren også på sin vis berettiget. Når man spiller for Manchester United, må man også forvente at modtage kritik, når man laver fejl.

Alligevel blev jeg provokeret, da jeg læste reaktionerne på weekendens kamp inde på Oldtrafford.dk’s facebook side.

Sætninger som ”spanske klovn”, ”Premier Leagues dårligste målmand”, ”sælg den idiot!” og hvad der var endnu værre, florerede på siden, og det gjorde mig ærlig talt sur.

Jeg forstår frustrationen ovenpå en kamp, hvor Manchester United mister to point i de døende sekunder af tillægstiden. Men sådanne tilsvininger af en United-spiller er simpelthen til at brække sig over, – om det så er David de Gea eller en anden.

Støt op om spillerne og hold kritikken på et sagligt niveau.

Masser af potentiale
Målmandsdebatten raser forsat heftigt både blandt fans og eksperter. Er David de Gea god nok, og kommer han nogensinde til at indfrie de forventninger, som følger med,  når man bliver købt for 18 millioner pund?

Som jeg ser det, har han sine mangler. Som tidligere beskrevet, er han ikke stærk nok i feltet. Han mangler autoritet, styrke, mod og til tider også timing. De mangler gør, at han pt ikke har klassen til at være førstemålmand i Manchester United. Det er så samtidig nogle mangler, som gør ham specielt sårbar i Premier League, hvor hans manglende dominans i luftspillet ofte bliver udstillet, grundet det meget hårde fysiske spil.

Samtidig mener jeg dog også, at det alt sammen er evner, som er mulige at udvikle. Det kræver tid, og det kræver meget mere erfaring.

Hvis de Gea lærer disse ting, lærer at begå sig i feltet, så bliver han en af verdens bedste målmænd. For han besidder alle de andre færdigheder, som en målmand skal have. Hans hurtige reaktioner inde på stregen, hans en-mod-en-spil, det er alt sammen fremragende. Og det er evner, som ikke er nemme at udvikle. Det er naturligt talent.

Det er meget sigende og tankevækkende, at klubber som Real Madrid og FC Barcelona angiveligt er interesserede i United-målmanden. Det må vidne om, at han har et vist potentiale. Samtidig tyder det også på, at de Gea ikke får nogle problemer med at finde en ny arbejdsgiver, hvis Sir Alex Fergusons tålmodighed bliver brugt op, eller hvis han selv får for meget hjemve.

Derfor håber jeg, at United vil give David de Gea den støtte, tillid og tid, som han har brug for. For får han den, har vi en verdensklasse keeper i klubben om tre år.

Forrige artikel

Fergie kæmper for Zaha

Næste artikel

Elche: Vi er enige med Macheda

ANNONCE