United i juleprogrammet

Et travlt juleprogram er synonymt med engelsk fodbold. Mens vi hjemme i Danmark hygger med flæskesteg, and, gaver, hygge og julefrokoster, så spilles der…

Et travlt juleprogram er synonymt med engelsk fodbold. Mens vi hjemme i Danmark hygger med flæskesteg, and, gaver, hygge og julefrokoster, så spilles der en række intense og vigtige kampe i England.

Juleprogrammet er traditionelt set vigtigt i Premier League, da det kan koste dyrt ikke at være i topform i disse opgør, da de kommer som perler på en snor.

Men hvordan har United så klaret sig de senere år i juleprogrammet? Vi har her taget et hurtigt kig på de seneste fem sæsoners United indsats i julen, og generelt er billedet ganske positivt for Sir Alex og co.

2011/12
United startede sidste års juleprogram med to opgør i den engelske hovedstad. Første besøg i London var mod Q.P.R. som sikkert blev besejret med 3-0, hvorefter Fulham nogle dage senere måtte se United rejse hjem med en sejr på 5-0.

Det blev til endnu en 5-0 sejr i den traditionsrige kamp på Boxing Day 26. december, hvor United hjemme sendte Wigan hjem med en sæk på 5-0. Uniteds gode stime blev dog ødelagt nytårsaften, da Blackburn vandt 3-2 på Old Trafford. Det nederlag blev fulgt op med et 3-0 nederlag i Newcastle.

Dermed var sidste års juleprogram en blandet fornøjelse for United, og specielt hjemmekampen mod Blackburn gjorde ondt på Fergie, spillerne og fansene i et stykke tid. David de Gea havde en uheldig dag, hvilket medførste at Anders Lindegaard i en række kampe herefter var første valg i United-målet.

2010/11
Sidste kamp for United inden jul, var allerede den 13. december 2010, hvor Arsenal gæstede Old Trafford og blev besejret med 1-0. Boxing Day vandt United så 2-0 hjemme mod Sunderland, inden et par ture til Birmingham-området resulterede i 1-1 mod Birmingham og 2-1 sejr over W.B.A.

United sluttede det travle program af med at besejre Stoke den 4. januar hjemme på Old Trafford med 2-1.

United hentede altså stort set maksimum point i denne periode, og byggede godt på i den samlede stilling i perioden.

2009/10
En blandet fornøjelse kan man vel kalde juleprogrammet 2009/10 for Uniteds vedkommende. Først blev det til et nederlag på hele 3-0 på Craven Cottage mod Fulham op til jul.

Herefter fik United to solide sejre på 3-1 og 5-0 over henholdsvis Hull og Wigan. 2011 blev indledt med en klassiker, da Leeds gæstede Old Trafford i 3. runde af FA Cuppen.

Men opgøret blev aldrig den fest som United havde håbet, da Leeds efter de 90 minutter rejste hjem med en 1-0 sejr og videre avancement i FA Cuppen.

2008/09
United var som vindere af Champions League i den forgangne sæson en tur i Japan i december, for at deltage i VM for klubhold. Lige op til jul blev først Gamba Osaka og siden LDU Quito besejret, og United kunne kalde sig verdensmestre.

Hjemme i Premier League, blev det til to 1-0 sejre mellem jul og nytår. Først en god sejr i Stoke og siden en sejr hjemme mod Middlesbrough.

Første kamp i 2009 var i FA Cuppen mod Southampton, der på St Mary’s blev besejret med 3-0.

2007/08
Tre sejre i fire kampe, sådan lød facit for United i juleprogrammet 2007/08-sæsonen. Eneste pointtab kom 29. december i London, hvor West Ham sejrede med 2-1.

Ellers vandt United hjemme mod Everton og Birmingham, og hentede en 4-0 sejr i Sunderland.

Denne sæsons program
Hvad kan vi så vente os af United i årets juleopgør?

Swansea ude, Newcastle og West Bromwich hjemme, og så Wigan ude. På papiret er det fire kampe der kan og bør give fuldt hus til United på kontoen. Men ingen kampe er nemme i Premier League. Men en god stime for United, vil for alvor kunne ligge pres på rivalerne i stillingen i toppen af ligaen.

En kamp af gangen i julen, og så kan United forhåbentlig gå ind i det nye år i spidsen af Premier League, med et godt forspring ned til City og Chelsea, inden fokus kan rettes på FA Cuppen og turen til West Ham den 5. januar.
 

Forrige artikel

Evans forlænger til 2016

Næste artikel

Rafael stadig ude

ANNONCE