Manden der blev betragtet som det største fodboldtalent, der nogensinder er set i Storbritanien vendte ryggen til sit talent, da hans fodspor førte til alvorligt druk og fængsel.
Fodboldgeniet, der var en af de mest berømte spillere, der nogensinde har spillet for United og den første superstjerne i britisk fodbold, holdt op med at spille, da han kunne have fået mange flere år på toppen.
Best var kendt for at dukke op i baren i exclusive natklubber, hvor han først tog hjem tidligt om morgenen med en blondine under armen.
Han spillede for adskillige klubber på begge sider af Atlanten, før han holdt op med at spille og blev mere kendt for sin uforudsigelighed og sin kamp med flasken.
Den mørke nordirer voksede op i Belfast, hvor han plejede sit fantastiske talent ved at drible rundt med en tennisbold på gaden.
Han sluttede sig til United som 15-årig, da en talentspejder sendte følgende telegram-besked til Sir Matt Busby: “Jeg tror, jeg har fundet et geni.”
Han var 17 år gammel, da han, med fødder så hurtige som en lommetyvs hænder, fik sin debut for United mod West Brom i september, 1963.
Hans far arbejdede på et skibsværft, der hed Harland and Wolff. Hans mor drak sig selv ihjel fire år efter, hendes søn havde forladt United.
Drengen fra Cregagh i øst Belfast tilkæmpede sig en plads på en skole, men mistede den på grund af pjæk; han havde travlt med at pleje de talenter, der senere skulle gøre ham verdensberømt.
Han spillede for Cregagh boys” club, da Uniteds spejder i Nordirland, Bob Bishop, fik øje på ham.
Han fik tilbudt en prøveperiode på to uger, men tog hjem efter kun to dage p.g.a. hjemlængsel, og han kom kun modvilligt tilbage, da Sir Matt Busby ringede til hans far.
Det var i juli 1961; kun 3 år efter ulykken i Munchen, hvor 8 af de berømte Busby Babes døde. Sir Matt, der var nær ved at dø selv i ulykken, havde stadigvæk drømmen om at vinde Europa Cuppen, og det skulle Best hjælpe med.
Efter to år i ungdomsrækkerne kom best op i 1. division sammen med Dennis Law, Pat Crerand og Bobby Charlton.
I en tid, hvor engelsk fodbold gik ud på Power-Play og fysisk styrke, kunne Best snyde spillere, der var to gange så store som ham med et fantastisk reportoire af finter, drejninger, pludselige stop og fantastisk sprint.
De hårde spillere kæmpede han bravt imod, mens han ydmygede de andre ved at lave tunneller og andre tricks på dem.
Han slog til med det samme. Han eksploderede på samme tid, som The Beatles blev nummer 1.
Han tiltrak mange tilskuere, og han blev – måske uundgåeligt – kendt som den femte Beatle.
Han så godt ud, havde langt hår, uendeligt mange penge, en hvid Jaguar og hele legioner af beundrende fans.
Han var den første fodboldspiller, der fik status som en pop-stjerne, og han er et symbol på “The Swinging Sixties”.
The george Best Fan Club havde afdelinger i Moskva og Tokyo. Uanset hvem han kom sammen med, eller hvilket diskotek han besøgte, så kom begge i avisernes sladdersider.
Udenfor hans to butikker i Manchester plejede der at stå små hære af piger i lårkort, der bare ventede på, at han skulle dukke op, så de kunne blive bløde i knæerne. Han købte en grillbar til sine forældre i Belfast.
Det meste han nogensinde tjente hos United var £11.000 om året, men med al den opmærksomhed han fik i aviserne, blev det beløb tredoblet.
En agent startede George Best Associates og George Best Enterprises. Hans navn var på plastik-fodbolde, krus, herretøj og tyggegummipakker.
På banen blev han ved med at brilliere. Han hjalp United med at vinde mesterskabet i 1965 og i 1967, og et år senere blev han kåret til både Englands og Europas bedste spiller. Dette år blev United også det første engelske hold til at vinde Europa Cuppen, da de slog Benfica 4-1 på Wembley i en kamp, hvor best scorede.
Holdet, der bl.a. også bestod af Dennis Law og Bobby Charlton, er et af de bedste klubhold i engelsk fodbolds historie.
Sir Matt Busby hyldede engang Best, da han sagde:”Han har mere talent, en jeg nogensinde har set hos nogen anden spiller. Han har altid kunne bruge begge ben – nogle gange ser det ud, som om han har seks.”
“Hans hovedstød var altid farlige, og han kunne komme forbi en modspiller på flere måder end nogen anden, jeg har set.”
Druk og sene nætter var med fra begyndelsen, men omkring 1969-1970 begyndte offentligheden at finde ud af, at stjernespilleren kun spillede med 75% af sine evner.
Det siges, at hans problemer med druk begyndte, da det begyndte at gå nedad for det fantastiske United-hold, han havde været en del af.
Andre mener, at han begyndte at drikke alvorligt noget før, men at det ikke påvirkede hans spil.
I 1970 scorede ham fem mål i en Fa-Cup kamp mod Northampton, men der var tegn på ballade, da han blev udvist i en landskamp mellem Nordirland og Skotland for at smide mudder efter dommeren.
Sir Matt og træner Wilff McGuinness var ikke begejstrede, da Best i et interview med en avis sage:”Jeg har spillet dårligt i et par måneder nu; det er mest p.g.a. lange aftener og druk….jeg havde fået nok af alting og alle omkring mig.”
I januar, 1971 kom han 90 minutter for sent til en høring med disciplinærkommissionen fra The FA, der idømte ham en rekordstor bøde på £250. Han havde arrangeret at tage rejsen til London med Sir Matt, men han kom for sent til toget.
Fir dage senere kom han for sent til det tog, der skulle køre United til London for at spille mod Chelsea. Han tilbragte weekenden sammen med skuespillerinden Sinnead Cusack. De to var hele tiden overvåget af fjernysnshold og journalister. United suspendrede ham i to uger.
I 1971 blev Sir Matt gjort til direktør, og Frank O”Farrell kom ind som manager. Best havde holdt sig fra sprutten, men da han blev truet på livet – angiveligt af IRA – faldt han i igen.
I maj, 1972 fik han besked på at forlade sin ungkarle-rede og flytte ind til Mary Fullaway igen. Best tog til Spanien og sagde, at han var færdig med fodbold.
Underhuset diskuterede sagaen under titlen The Best is the enemy of the good.
Efter 4 måneder i Spanien fik han lov til at komme tilbage til United på betingelse af, at han ville flytte ind til Pat Crerand, og at han ville gå til psykolog.
I december, 1972 satte United ham på transferlisten. Han havde forsømt flere træningssessioner og var blevet kendt skyldig for at have brækket en piges næse i en bar.
Få dage senere, da United kæmpede for livet i 1. division, fyrede klubben både Frank O”Farrel og George Best.
Sir Matt sagde til presen:”Vi vil have ham ud af håret. Vi har nået enden på vores snor.”
Best tog til Canada, men Tommy Docherty overtalte ham til at gøre comeback for United igen ni måneder senere.
Slutningen kom, da han forsømte et træningspas midt i ugen. Han udvandrede, da han fik at vide, at han ikke var på holdet, der skulle spille udekamp på Loftus Road nytårsdag. Da tilskuerne havde forlodt stedet, sad han på tribunen i 20 minutter, græd og tog afsted.
Senere sagde han:”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde gjort det, men jeg fortryder ikke, at jeg forlod Tommy Docherty.”
En voksfigur af ham på Madame Tussauds museum blev smeltet ned, og hans fanklub blev opløst.
På en måde blev han ødelagt af det pop fænomen, han var med til at skabe. Han sagde:”Ingen kunne hjælpe mig eller rådgive mig – de vidste ikke hvordan, de skulle gøre det. Det var aldrig sket for en fodboldspiller før.”
“Pludselig var jeg nødt til at ansætte 3 fuldtids sekræterer for at besvare de 10.00 fanbreve, jeg fik hver uge.”
Da han skulle have toppet, tog Best over Atlanten, og et af hans bedste mål blev scoret for San José Earthquakes.
Han tog til Amerika i 1975, og han blev der til 1982. Han kombinerede sin fodbold med ophold i Los Angeles, Fort Lauderdale og San José; dog havde han også perioder på denne side af Atlanten med Fulham, Hibernian og Bournemouth.
I 1977 spillede han sin sidste af 37 landskampe for Nordirland mod Holland.
Han var i Los Angeles, da hans mor døde af druk i 1978.
I California søgte han hjælp, fordi han havde fået en søn, og han var blevet arresteret for at køre fuld. Men Best ignorerede alle advarslerne. Han var ikke en, der tog imod gode råd.
Han blev opereret i Norge, hvor lægerne satte nogle stoffer, der reagerede på alkohol i hans mave. Han blev advaret:”En druktur kan slå dig ihjel.” Tre måneder senere var igen faldet af vognen.
Da han kom tlbage til Storbritannien i 1982, fik han en skatteregning på £16.000. Han tilbød myndighederne 10.00 med det samme, og de sidste 6.000 på en periode på 6 måneder. Han fik at vide, at dette ikke var acceptabelt. Det resulterede i en kamp, der kom til at tage over ti år, og som kom til at koste ham £60.000 at få afsluttet.
I 1984 afsonede han to måneder af en dom på 12 uger for spritkørsel og overfald på politiet.
Fire år senere, ved hjælp af £75.708 begyndte Best at komme op fra fallittens rand. Et tilskuertal på 25.000 – det største i Belfast i 20 år – havde trodset regnen for at støtte ham i en testimonial-kamp.
Han havde arbejde som fodboldkommentator på tv, men i oktober 1990 gik det galt, da han sagde en masse bandeord på tv. Han sagde bagefter, at BBC havde hældt champagne ned i ham to timer før hans udbrud.
I 1992 kom Best ud af sine økonomiske problemer, som han ellers havde frygtet ville forfølge ham resten af hans liv. Han fejrede med at glas champagne på Langan”s Bistro i Mayfair.
Han var gift to gange. En gang sent i “70erne med Angie MacDonald James og i 1995 med Alex Pursey, der var 26 år yngre end han var.
Gennem årene blev hans navn sat i forbinelse med skønheder, der inkluderede Sir John Mills datter Juliet, Skuespillerinde Annett Andre, Sangerinde Lynsey de Paul og Bruce Forsyths datter Debbie.
Ikke at glemme fire piger med titlen Miss World. Som Best plejede at sige:”De siger, at jeg har været sammen med syv piger, der er kåret til Miss World. Det passer ikke – det var fire – jeg brændte de andre tre af.”