Fulham drillede igen på Old Trafford

Chris Colemans ellers notorisk ringe udehold spillede således fint med på Old Trafford og kunne med lidt held været taget derfra med en pointdeling. Sådan…

Chris Colemans ellers notorisk ringe udehold spillede således fint med på Old Trafford og kunne med lidt held været taget derfra med en pointdeling. Sådan skulle det dog heldigvis ikke gå, for efter målfest vandt United 4-2.

Wayne Rooney havde overtaget Ruuds bænevarmerrolle fra Blackburn-kampen, men i de indledende minutter var han ikke stort savnet. Scouseren kunne nemlig se to store muligheder tilfalde United, før Park Ji-Sung med sit første hjemmebanemål og første fuldtræffer i Premier League noget heldigt fik prikket hul på scoringsbylden i det sjette minut. Gary Neville lagde fladt ind og Park fik via Carlos Bocanegra passeret Antti Niemi.

Mens Parks scoring uden tvivl kan betegnes som en lækkerbisken for FA-panelet for tvivlsomme scoringer, der har som opgave at definere målscoreren ved mål, hvor det er på grænsen til selvmål, så var der ikke meget tvivl om manden bag det andet mål. Søndagens fødselar Cristiano Ronaldo fyrede op på 32. række ved et frisparksforsøg få minutter tidligere, men da distancen blev længere blev portugiserens sigtekorn bedre. Han bankede med brasilianerskru et frispark ind bag Niemi langt udefra.

Med 14 minutter gået og bagude 0-2, ville Fulham dog heller ikke finde sig i mere. Midt i halvlegen overspillede de således Patrice Evra i venstresiden og topscoreren på Fulhams interne scoringscharts, Brian McBride, føjede sæsonens niende pletskud til, da han knaldthårdt headede indlægget ind bag sin tidligere holdkammerat Edwin van der Sar. En anden ex-Fulham-spiller skulle dog gøre glæden kort for London-mandskabet.

Og Louis Saha skulle ikke bare gøre glæden kort, han skulle også ende sin tidligere manager Colemans arbejdsdag allerede efter 23 minutter. Coleman blev nemlig sendt på tribunen for at protestere over en manglende offsidekendelse mod Ruud van Nistelrooy, som modtog bolden i strafbar offiside-position og sparkede lige på Antti Neimi, som måtte se returen ryge lige ind i Louis Sahas støvle og derfra i nettet.

Uden managerassistance fra sidelinjen men derimod kun via radiokommuniaktion og assistenttræner, slog Fulham dog tilbage igen. Den høje islænding Heidar Helguson udnyttede sålededes at han rager godt op i vejret, da han fik endnu et Fulham-mål i kassen via hovedstød. Wayne Bridge blev presset helt ned ved kridtlinjen af Park, men ikke desto mindre fik han sendt et yderst brugbart indlæg ind til Helguson, der endte en målfest af en første halvleg med sin reducering til 2-3.

Anden halvleg blev noget mere stilfærdig og kedelig end de første 45 minutter, eftersom Fulham trods megen boldbesiddelse omkring Uniteds felt ikke for alvor formåede at omsætte spilovertaget i store målchancer. Alligevel sad man hele tiden med fornemmelsen af, at det kunne gå galt – men heldigvis var dem, det i sidste ende gik galt for aftenens gæster fra Craven Cottage.

I slutminutterne fandt Louis Saha nemlig sin angrebsmakker van Nistelrooy, der fik slidt sig fri til endnu et forsøg på Antti Niemi. Endnu engang snuppede finnen Premier League-topscorerens bud på at blive målscorer, men igen var der ripost og igen var en United-spiller først over den, da Ceristiano Ronaldo gav sig selv aftenens anden fødselsdagsgave på forskud ved via stolpen at sikre Uniteds sejr.

Forrige artikel

Ferguson støtter Liverpool

Næste artikel

Sir Alex gav grønt lys til Mickey-skifte

ANNONCE