Lad mig bare få sagt det med det samme. Det kræver efter min mening yderst gode argumenter for at overbevise nogen som helst om, at David de Gea skal være Uniteds nummer 1 mellem stængerne næste sæson.
Rent faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at det vil være en decideret sportslig falliterklæring. Derfor er det forståeligt, at Erik ten Hag ikke ser ham som sin keeper i fremtiden, og når nu hans kontrakt udløber, er det selvfølgelig nærliggende ikke at forlænge aftalen.
Det er ikke det, jeg anfægter. Det er måden, det er gjort på. Og hvis du ikke er helt opdateret på, hvad der er op og ned i sagen, skal jeg nok opsummere for dig.
Da 2022/23-sæsonen gik på held skrev Manchester United-målmand David de Gea under på en kontraktforlængelse med Manchester United. Den kontraktforlængelse indeholdt en markant lavere løn end den, der var i hans oprindelige aftale. En ny aftale, spanieren gik med til.
Det er sandsynligt, at det aldrig var garanteret, at De Gea skulle være førstemålmand. Det har Erik ten Hag i hvert fald aldrig lagt skjul på. Derfor må vi antage, selv om det er spekulationer, at De Gea må være gået med til at indgå i en konkurrencesituation med en anden målmand eller at være decideret andetvalg.
Men Erik ten Hag og Manchester United fortrød aftalen og skrev aldrig under. Det betyder derfor, at David de Gea fra i morgen er kontraktfri og ikke længere spiller i Manchester United.
En tendens
Det er ikke første gang, Manchester United kommer i klemme med spillere, hvis kontrakter udløber. I 2019 forlod fanfavoritten Ander Herrera klubben til fordel for Paris Saint-Germain i forbindelse med kontraktudløb.
Og det var underligt, at Manchester United ikke kunne bruge ham. Herrera blev kåret til fansenes Player of the Year i 2018/19-sæsonen, og hans tid på Old Trafford huskes generelt som en positiv en af slagsen.
Herrera forventede, at han ville blive belønnet med en ny aftale i Manchester United. Det skete bare aldrig, og derfor var han nødt til at søge andre græsgange, og hans farvel endte tårevædet. Noget, han senere har talt om i Manchester Uniteds egen podcast.
Ironisk nok har Manchester United derfor manglet en dynamisk pressresistent 8’er lige siden – noget, de håber at kunne løse i 2023 ved at betale 55 millioner pund eksklusive bonusser for Chelseas bænkspiller Mason Mount.
Et uværdigt farvel til en legende
Der er sikkert nogle af jer, der vil mene, at jeg tager munden for fuld, når jeg kalder David de Gea for en Manchester United-legende. Det er fair nok. Det vil jeg dog argumentere for, at han er.
De Gea var på årets hold i Premier League fem gange, årets hold i verden tre gange, kåret til Matt Busby Player of the Year i Manchester United fire gange og noteret for Premier League Golden Glove to gange (omend den sidste af slagsen er på en billig baggrund).
I Carabao Cup-finalesejren i februar overgik han Peter Schmeichel som den United-keeper med flest clean sheets af alle. Nogensinde. Derudover er han også noteret for hele 545 optrædener siden han kom til i sommeren 2011.
Nå. Det var en hel masse tal.
De mange imponerende individuelle titler og bemærkelser er næsten alle kommet i tiden efter Sir Alex Ferguson. En tid, hvor der kun har været to konstante faktorer: at markspillerne var jammerlige, og at målmanden var til at regne med.
For selv om det har været en ørkenvandring hvad angår store titler og succesoplevelser for Manchester United siden 2013, har David de Gea i langt de fleste af årene været decideret verdensklasse, og jeg vil mene, at han var verdens bedste målmand mellem 2014 og 2018. Cirka, i hvert fald.
Når man har haft dén karriere i Manchester United plejer det typisk at være sådan, at man får en kæmpestor SoMe-hyldest og måske endda en testimonial-kamp. Noget siger mig, at det ikke bliver tilfældet i denne omgang, hvor spanieren bliver sparket ud af dørene på Carrington.
Hvad så nu, Manchester United?
Nu er det, pr. 30. juni, ingen hemmelighed, at David de Gea ikke fortsætter i Manchester United. Det er også en dårligt bevaret hemmelighed, at Nottingham Forest er i færd med at underskrive en permanent aftale med Carrington-knægten Dean Henderson. Dertil er også Tom Heaton på vej væk.
Og så mangler man jo en målmand. Måske endda to.
Der går rygter om Inters André Onana, og selv om italienske medier snubler over hinanden som spurtende køer på vej ud på marken en tidlig forårsdag for at få lov til at afsløre, at hans transfer til Manchester United er en done deal, så er der intet, der tyder på, at man er så langt i processen endnu.
Skriverierne går på, at Inter kræver 50 millioner euro for den camerounske målmand. Men hvis jeg var Inter, ville jeg let kunne identificere en desperat klub, der har en historik for at trække forhandlinger i langdrag og ender med at overbetale alligevel. Mon ikke, den asking price stiger i løbet af det næste stykke tid.
Og hvad så, United? Nu har I sat jer i en situation, hvor I ikke har en målmand, men stadig prøver at spille hard ball om Onana med alt at miste.
Og fandme, som jeg skriver det her, om Manchester United ikke, ifølge pålidelige Sun-journalist Neil Custis, har bedt De Gea om at holde telefonen tændt, hvis nu dét der med målmandsjagten fejler.
Jeg vil ikke putte vanvittige tillægsord eller superlativer på situationen. Det er bare så symptomatisk for Manchester United, som det kan være, at det er sådan, et Manchester United-koryfæ behandles i sin afsked med klubben.
