Sky Sports rapportede her til eftermiddag, at Roy Keane i dag besøgte Sunderland, hvor formanden Niall Quinn præsentede ham for spillerstaben og trænerne.
Dermed synes et managerjob til den irske midtbanelegende mere og mere realistisk, efter interessen kom frem tidligere på ugen.
Fortsat ligger der dog nogle spøjse ting og lurer i luften. I sin selvbiografi, fra 2002, kalder Roy Keane sin tidligere holdkammerat på det irske landshold Niall Quinn for en kujon ovenpå episoden under VM i Japan/Korea, hvor Roy Keane blev smidt hjem.
Sidste år var det så lige omvendt i det noget omtumlede venskab. Efter Roy Keane forlod United i raseri i november 2005, blev Quinn på Sky Sports spurgt, om han troede, Keane kunne blive en stor manager, hvorpå han svarede, at han tvivlede.
Tid læger altså tydeligvis sår. Roy Keane ventes i morgen at være på plads på stadion, når Sunderland møder WBA. Manageren vil dog fortsat være den usuccesfulde Niall Quinn, som i sin egenskab af manager for Sunderland har tabt alle sæsons kampe indtil nu.