Glazer ignorerer sportsministeren

Familien, som sidste år købte Manchester United ved en fjendtlig overtagelse, har stadig ikke gjort det mindste for at bløde op i forholdet mellem dem og…

Familien, som sidste år købte Manchester United ved en fjendtlig overtagelse, har stadig ikke gjort det mindste for at bløde op i forholdet mellem dem og supporterne.

Dette sker på trods af henvendelser fra den britiske sportsminister, Richard Caborn, som mindst to gange har henvendt sig til familien for at få den til at gå med til et møde med repræsentanter for supporterne i Manchester United.

I dagene efter overtagelsen i maj 2005 sagde Joel Glazer ellers på MUTV, at familien nok skulle tale med supporterne, men dét interview er og bliver det eneste, som indtil nu er kommet ud af familien.

IMUSA har i dag sendt detaljer ud om Caborns henvendelser, som afslører, at Caborn tilbage i maj bad familien tale med supporterne. Dette blev senere fulgt op med et telefonopkald, men stadig uden noget resultat hos familien.

“Vi er forbavset over, at en skriftlig besked, som senere blev fulgt op af et telefonopkald, fra den britiske sportsminister under Tony Blairs regering til ejerne af et Premier League-hold om at mødes med repræsentanter for supporterne af deres hold, ikke engang bliver besvaret,” hedder det i IMUSAs pressemeddelse.

“Med den tid der er gået siden disse henvendelser fandt sted, så ser det ikke ud til, at der nogensinde vil blive svaret,” siger IMUSA.

Organisationen erkender, at Malcolm Glazer måske ikke selv har kunnet deltage i et møde med hans svigtende helbred.
Men forstår så stadig ikke, hvordan deres talsmænd så kan fortælle, at det stadig er business as usual, og at ikke et eneste Glazer-familiemedlem kan se sig tid til at besvare et budskab fra regeringen.

“Hvis man skal tro familiens talsmand, så går forretningen utrolig godt. Vi forstår derfor ikke, at ingen medlemmer fra Glazer-familien har påtaget sig ansvaret at besvare Hr. Caborns brev.
IMUSA tror ikke Glazer-familien har nogen seriøs interesse i at kommunikere med supporternes organisationer, og vi føler, at dette viser hvor langt fodbolden er gået fra at være “folkets spil”, som det engang var tiltænkt at være,” skriver IMUSA.

En af de første ting Glazer-familien gjorde, da de overtog klubben, var at smide både IMUSA og Shareholders United (nu MUST) ud af klubbens fans forum, således at supporterne ingen demokratiske valgte repræsentanter har i det såkaldte fans forum, hvor fans ellers skulle kunne give deres stemme til kende.

Forrige artikel

Rooney "takker" Bossen for dårlig form

Næste artikel

Rooney vil gerne have Gerrard i United

ANNONCE