Foto: Zohaib Alam – MUFC via Getty Images
På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
André Onana – 7
Han var fuldstændig fænomenal i sin dobbeltredning, der afviste Youssef En-Nesyri efter 36 minutters spil. Han så dog skidt ud tidligere, hvor Manuel Ugarte måtte redde ham foran et tomt mål. Var god i spillet med fødderne, men ramte ikke noget med sine lange udspark.
Diogo Dalot – 5
Han startede godt og afviste Allan Saint-Maximin ved flere lejligheder. Dog så han sårbar ud ved nogle lange bolde, men dér var der andre, der bakkede fint op. Hans anden halvleg trækker dog voldsomt ned. Først er han alt for passiv ved indlægget til målet. Og senere har han en stor mulighed for en assist i en 3 mod 1-situation, men formøbler fuldstændigt den oplagte scoringsmulighed.
Matthijs de Ligt – 6
Han afviser det han skal og har også et fint hovedstød i den anden ende. Han har ikke rigtigt skyld i målet, men hvorfor i alverden er det ikke vores mest hovedstærke midtstopper, der dækker den marokkanske målscorer op? (Mere om dette under Erik ten Hag nedenfor)
Victor Lindelöf – 5 (ud 55′ for Casemiro)
Han afviser En-Nesyri en enkelt gang og giver et hjørnespark. Er sikker i spillet med fødderne i første halvleg, hvor United satser på at spille bolden ud med stor risiko. Bliver overmatchet af En-Nesyri ved udligningen, men så også ud til at blive skadet kort før målet.
Lisandro Martínez – 5
Bliver sendt ud efter pølser af Bright Osayi-Samuel i første halvleg. Højrebacken sparkede dog i sidenettet. Martínez spillede sig dog op herefter og var sikkerheden selv i pasningsspillet. Han tog heller ingen risici frem ad banen og indgik ofte i en 3-backkæde med de Ligt og Lindelöf, mens Diogo Dalot i stedet havde mere frihed til at søge med frem. Blev ligesom Lindelöf overmatchet af En-Nesyri i udligningssituationen.
Manuel Ugarte – 7
Havde en svær start i maskinrummet sammen med Christian Eriksen, men spillede sig op. Han vandt bolden fra Fred i den kontra, der skabte målet, og han afviste Dusan Tadic foran et tomt United-mål 8 minutter senere. To nøglesituationer i kampen. Han lader dog til at være ret begrænset i sin boldomgang.
Christian Eriksen – 7
Viste klassen med et flot mål efter 15 minutter. Hvis bare Uniteds øvrige offensivspillere havde samme træfsikkerhed som danskeren. Han er på rekordtid gået fra at være udskældt og ude i kulden til nu at være én af Uniteds vigtigste spillere. Havde et godt blik for Garnacho på venstrekanten og satte ham i scene flere gange.
Noussair Mazraoui – 6
De fleste kiggede nok en ekstra gang, da Mazraoui med nummer 3 på ryggen pludseligt rendte og legede Bruno Fernandes i 10’er-rollen. Han spillede en rolle i målet og lykkedes derudover med et par vendinger, men derudover kunne man godt se, at det ikke er hans favoritposition. Kom ned på sin venstre back igen efter udskiftningen af Lindelöf.
Marcus Rashford – 6 (ud 72′ for Antony)
Det er ofte lige ved og næsten for Rashford. Han så skarp ud med sine driblinger i det 22. minut, hvor han desværre fik afsluttet lige forbi den fjerne stolpe med sit venstreben. Lige dér kunne man godt have ønsket sig, at han var kommet fra den anden side og kunne have afsluttet med højre. Men når han nu kan udfordre, som han gjorde dér, så kan man godt sidde og ønske, at han gør det lidt mere.
Alejandro Garnacho – 8 (kampens spiller)
At “gøre det lidt mere” må være Alejandro Garnachos motto. Sikke et drive og konstant lyst og vilje til at udfordre. Han spiller en stor rolle i målet og tilkæmper sig derudover et par frispark på kanten af feltet. Uniteds farligste mand.
Joshua Zirkzee – 4 (ud 55′ for Rasmus Højlund)
Han spillede en stor rolle i målet. Og derudover blev han (mis)brugt i 9’er-rollen, som vi efterhånden har belyst, at han ikke er skræddersyet til. Disse faktorer spiller ind i, at han trods alt redder sig et 4-tal. Han sætter sig ikke igennem fysisk, han slog nogle alt for lange bolde i dybden til kantspillerne, og han er – bortset fra målet – alt for langsom i omstillingerne. Det ser sort ud for Zirkzee, der stadig ikke har scoret for United siden sin debut.
Casemiro – 6 (ind 55′ for Victor Lindelöf)
Bragte nogle tiltrængte muskler ind på midtbanen og flyttede Mazraoui tilbage på sin vante back-position. Det skabte nogle minutter med United-overtag, som burde have udmøntet sig i en scoring.
Rasmus Højlund – 6 (ind 55′ for Joshua Zirkzee)
Danskeren ser mindre ud end Zirkzee, men bruger sin fysik langt bedre. Han kom ind med aggressivitet, så han kom på den rigtige side af modstanderne og brugte sin fysik til at holde forsvarerne bag sig. Et par gode driblinger førte til en afslutning med højre, men desværre kom der ikke nok fart i skuddet. Var vågen, da han var tæt på at opsnappe en for kort aflevering tilbage til Livakovic. Det blev dog lige ved og næsten for den danske 9’er.
Antony – UB (ind 72′ for Marcus Rashford. Ud 88′ for Amad Diallo)
Kom ind med noget aggressivitet, men nåede ellers ikke at vise så meget, inden han var uheldig med at måtte udgå med en skade.
Amad Diallo – UB (ind 88′ for Antony)
Vandt et frispark på kanten af feltet – og gult kort til Mert Müldür – efter en fornem diagonalbold fra Mazraoui. Ellers nåede han ikke at sætte sit præg på kampen.
Erik ten Hag – 3
United har det historisk svært i Istanbul med kun 2 sejre i nu 10 kampe. Men stadig bør man angribe sådan en kamp anderledes end at lægge en back på den offensive midtbane og prøve at løse kampen i dens kontrafaser.
Joshua Zirkzee beskriver sig selv som en 9,5 – altså halvvejs mellem at være en 9’er og en 10’er. Store dele af fanbasen synes da også at have fået øje på, at Zirkzee ikke passer ind som en klassisk 9’er. Med Bruno Fernandes i karantæne var der her en oplagt mulighed for at spille Zirkzee og Højlund sammen. Én til at søge dybt, og én til at søge ned i banen.
Den mulighed misbrugte United-træneren desværre, og derfor får han en dårlig karakter, selvom hans indskiftninger af Casemiro og Rasmus Højlund langt hen ad vejen havde den ønskede effekt.
Derudover lignede det, de Ligt spillede længst til højre, når Lisandro Martínez trak ind i en 3-backkæde med Victor Lindelöf og Matthijs de Ligt frem til scoringen. Det virker uforståeligt, at de Ligt så ikke bruges som den mest centrale af de tre og dermed har en større mulighed for at afvise en så hovedstærk spiller som En-Nesyri, som klogt fik lagt sig mellem Lindelöf og Licha. Dårlig placering af de Ligt, eller en taktisk brøler af ten Hag? Det ligner unægteligt det sidste.
Tja virkelig fint opsummering og helt enig i karakterne som ligger på det rigtige niveau i min optik.
Skandale at spille Mazraoui i en 10er rolle…når man kunne have placeret Zirkzee der og Højlund på toppen.
Igen syntes EtH at fejle…vi starter igen kampen som om vi lige er landet med bumletoget…og igen fra 2. halvlegs start, hvorfor er det stadigvæk et issue..?
Hvor mange fejlskud har han tilbage før ledelsen fritager ham og os andre for flere lidelser..?
Det er næsten uudholdeligt…
Meget venlig karakter til Mazraoui, der ifølge Uniteds egne data var den spiller med mindst indflydelse i 1. halvleg
+ til manageren for at prøve noget alternativt af
– for at vælge forkert
Derudover fedt at se holdet dominere i en lang periode af 2. halvleg, desværre efter udligningen.