Foto: Carl Recine/Getty Images
Manchester United var historisk dårlige i december 2024. Fire nederlag i træk. Tre nederlag i træk på hjemmebane. Seks nederlag i samme måned.
Vi skal faktisk helt tilbage til september 1930, før United havde en dårligere måned målt på antal nederlag. Her tabte De Røde Djævle nemlig hele syv gange. Til Middlesbrough, Chelsea, to gange Huddersfield Town, Newcastle United, Sheffield Wednesday og Grimsby Town. Med en samlet målscore på hele 7-30.
SÅ galt gik det trods alt ikke i december 2024. Her blev det nemlig også til en 4-0 sejr over Everton og udesejre mod Viktoria Plzen og Manchester City. Men de dårlige resultater og præstationer fik alligevel flere medier og fans til at tvivle på, om United var på rette vej. Var det en fejl at ansætte Ruben Amorim? Og kunne United mon være på vej mod en historisk nedrykning?
Svære at slå i 2025
United startede 2025 med 2-2 på Anfield, hvor hjemmeholdet blev hjulpet på vej af et uheldigt straffespark. Dette blev fulgt op med en god præstation mod Arsenal, som blev sendt ud af FA Cup med Altay Bayindir som den store helt. På dette tidspunkt var decembers modløshed for en stund erstattet af optimisme i den røde del af Manchester.
Siden fulgte nogle kampe, hvor resultaterne var bedre end præstationerne. Southampton-kampen er måske bedste eksempel. Her var United på hælene mod ligaens dårligste hold. Dyrt indkøbte Leny Yoro var særligt udfordret af den tidligere Superliga-spiller Kamaldeen Sulemana. Amad trådte dog frem som den store redningsmand og vendte med et hattrick det truende nederlag til en 3-1 sejr.
Sene points kom også i hus mod Rangers, Fulham, Leicester og Everton. Selvom United bestemt ikke sprudlede, stod spillerne sammen og overkom flere svære forhindringer. Holdet har dermed også fastholdt rekorden som det eneste ubesejrede hold på tværs af Champions League og Europa League i denne sæson.
Det endte dog med et exit efter straffesparkskonkurrence mod Fulham i FA Cup. Og i Premier League tabte man til Brighton, Crystal Palace og Tottenham Hotspur.
Det ændrer dog ikke på, at United er blandt de Premier League-hold, der har tabt færrest kampe i 2025. Vi sammenligner alle Premier League-klubberne herunder, med fokus på antal nederlag i 2025.
Bemærk, at vi sammenligner klubberne på tværs af nationale og internationale turneringer og fastlåser resultatet efter ordinær spilletid. Sejre eller nederlag efter forlænget spilletid og/eller straffesparkskonkurrence vil derfor tælle som et uafgjort resultat.
Derudover vil nogle hold naturligvis have spillet flere kampe end andre, grundet europæisk deltagelse og avancement i de to nationale cups. Dette kan jo skævvride statistikken, da Liverpool for eksempel har spillet hele 20 kampe. Flere end nogen andre Premier League-klubber. Til sammenligning har West Ham kun spillet 11 kampe siden årsskiftet.
Premier League-klubber med flest nederlag i 2025
Uniteds mulige frygt for nedrykning har længe været holdt på afstand, da hold som Southampton og Leicester City har været meget dårligt kørende. Begge har 10 nederlag i 2025 på tværs af turneringer, flere end nogen andre klubber i Premier League.
Tottenham Hotspur har tredjeflest nederlag med 9 siden årsskiftet. De har både tabt kampe i Premier League, FA Cup, Carabao Cup og Europa League. De har derfor også spillet 18 kampe, hvilket er næstflest af alle klubberne i Premier League.
Med 8 nederlag følger Ipswich Town. Kieran McKennas traktordrenge har derudover også et nederlag efter straffespark mod Nottingham Forest i FA Cup. Men det tæller som nævnt som en uafgjort i denne sammenhæng.
West Ham, Manchester City og Wolves har alle tabt 6 kampe i 2025. City dog ud af 17 kampe, mens Wolves med 13 og West Ham med 11 har tabt væsentligt mere procentvist. Wolves har derudover også et nederlag efter straffesparkskonkurrence mod Bournemouth i FA Cup.
De næste i rækken er Brentford og Chelsea, som i henholdsvis 12 og 14 kampe begge har tabt 5 gange.
Premier League-klubber med færrest nederlag i 2025
Liverpool og Newcastle ville også have 5 nederlag, hvis vi talte straffesparkskonkurrence og forlænget spilletid med. Det gør vi dog ikke, så i stedet nøjes vi med at tælle det som 4 nederlag, som i Liverpools tilfælde alle er kommet uden for Premier League-regi. Bournemouth og Fulham har ligeledes tabt 4 kampe i 2025. Begge dog kun fra 13 kampe, sammenlignet med 15 for Newcastle og 20 for Liverpool.
Nottingham Forest og Everton har også spillet 13 kampe, men har kun tabt 3 gange siden nytår. Sidstnævnte har dog spillet 5 af sine seneste 6 kampe uafgjort, hvilket i sidste ende hæmmer pointhøsten. Aston Villa, Arsenal og Manchester United har også tabt 3 kampe i 2025, dog fra henholdsvis 17 og 18 kampe. De to sidstnævnte har desuden et nederlag hver efter straffespark i FA Cup. Det tæller vi dog som nævnt som en uafgjort her.
To af Uniteds 3 nederlag faldt i øvrigt mod de to eneste klubber, der har færre nederlag i indeværende kalenderår. Her er der nemlig tale om Crystal Palace og Brighton, som i henholdsvis 12 og 13 kampe kun har tabt 2 gange. Begge er pudsigt nok faldet for David Moyes’ Everton, mens Brighton desuden tabte hele 7-0 mod Nottingham Forest. Uagtet nederlagets størrelse tæller det dog stadig kun som ét nederlag.
Grundet de færre kampe er der ikke den store procentmæssige forskel på de to klubber i forhold til United. Med 3 nederlag i 17 kampe har United tabt 17,6%. Til sammenligning har Crystal Palace tabt 16,7%, mens Brighton har tabt 15,4% af sine kampe siden årsskiftet.
Opsummering
United har rejst sig efter et skuffende og tumultarisk efterår og er nu blandt de Premier League-hold, der er sværest at slå. Kun to klubber har tabt færre kampe, og de har begge begge spillet væsentligt færre kampe end United. Hvis de begge havde spillet samme antal, det vil sige 4 eller 5 kampe ekstra, kan man godt forestille sig, at det også ville indeholde i hvert fald ét nederlag.
At undgå nederlag er selvsagt ikke nok for en klub som United. Se bare på Everton, der har spillet 5 af deres seneste 6 kampe uafgjort.
Til sammenligning har United lige vundet to 3-målssejre i træk. 4-1 over Real Sociedad og 3-0 over Leicester City. Dette skete også tidligere i sæsonen med 3-0 over Southampton og 7-0 over Barnsley. Men ser vi bort fra dette, der var på en temmelig billig baggrund, skal vi helt tilbage til 19/20-sæsonen for at finde et tilsvarende eksempler.
Her vandt United 3-0 over Watford og 5-0 over Club Brugge i den efterfølgende kamp. Senere samme sæson vandt United 3-0 over Brighton, 5-2 over Bournemouth og 3-0 over Aston Villa i tre på hinanden følgende kampe.
Trods de seneste opløftende præstationer – og resultater – ligger United dog stadig kun på 13. pladsen i Premier League. Så nu skal vi heller ikke male situationen pænere, end den er.
Det er dog værd at bemærke, at Uniteds form er opadgående, og det til trods for fraværet af Amad, der længe lignede et stærkt bud på årets spiller i United. Samt Lisandro Martínez, der også havde fundet storformen inden sin uheldige skade.
Efter sommerferien vil Amad og andre være klar igen, og der vil også komme flere nye ansigter gennem transfervinduet. Derudover vil man starte på en frisk resultatmæssigt og ikke længere hænge på resultaterne fra en historisk svag december.
Når United i sin nuværende forfatning kun har tabt 3 gange i 2025 – 4 hvis man tæller nederlag efter straffespark med – så er der al mulig grund til optimisme fremover.