Zirkzee viste støtte til Dalot efter buhråb fra Old Trafford

Diogo Dalot blev mødt af buhråb fra United-fansene, da han blev skiftet ud mod Aston Villa. På udskiftningsbænken fik portugiseren dog støtte fra Joshua Zirkzee, mens Michael Carrick efter kampen tog ham i forsvar.

Det var ikke alle Manchester United-spillere, der fik en lige varm modtagelse fra Old Trafford under søndagens dramatiske 4-4-kamp mod Aston Villa.

Diogo Dalot blev nemlig mødt af buhråb fra tribunerne, da han efter 66 minutter blev erstattet af Patrick Dorgu.

Portugiseren havde tidligere i anden halvleg begået det straffespark, som John McGinn omsatte til 3-2 for gæsterne.

Men da Dalot nåede tilbage til Uniteds udskiftningsbænk, fik han støtte fra en af sine holdkammerater.

Ifølge Manchester Evening News rejste Joshua Zirkzee sig og gav Dalot et kram.

Den hollandske angriber kender selv til at blive mødt af buhråb fra Old Trafford. I december 2024 oplevede han en lignende reaktion, da han blev skiftet ud efter lidt over en halv time i nederlaget til Newcastle.

Omkring et kvarter efter omfavnelsen af Dalot blev Zirkzee selv sendt på banen, og i overtiden scorede han Uniteds tredje mål på et oplæg fra Dorgu.

Kort efter udlignede danskeren til 4-4 og sikrede dermed United et point.

Efter kampen blev Michael Carrick spurgt ind til fansenes reaktion på Dalots udskiftning.

– Jeg synes, vi skal passe på med det. Jeg forstår tilhængernes frustration og skuffelse, så jeg forstår det godt, siger Carrick ifølge Manchester Evening News.

United-manageren understregede samtidig, at Dalot fortsat har hans opbakning.

– Diogo giver absolut alt. Han har spillet forskellige positioner, han har spillet venstreback, og han har til tider spillet rigtig godt.

Carrick erkendte dog, at forsvarsspilleren havde begået en fejl i forbindelse med straffesparket.

– Han begik en forseelse, der førte til et straffespark i dag. Måske kunne han have gjort det lidt bedre. Han har lavet en fejl, men han går virkelig op i det og giver alt, forklarer Carrick.

United-manageren fremhævede afslutningsvis Dalots betydning for både holdet, truppen og kulturen i klubben, men understregede, at det er en separat beslutning, hvem der skal spille den næste kamp.

Skriv et svar
Forrige artikel

Dorgu efterudtaget til landsholdet

ANNONCE