Optakt: Europa eller Premier League, Amorim

I morgen rejser Manchester United til det nordlige England, når de møder Newcastle i Premier Leagues 32. spillerunde. Satser Amorim eller er returopgøret mod Lyon på torsdag vigtigere? Læs mere om opgøret her.

(Photo by Molly Darlington/Copa/Getty Images)

Manchester United skal forsøge at tage revanche for den modsatte kamp på årets næstsidste dag i 2024. Det var en skrækkamp på flere måder. Efter blot 20 minutter, var Newcastle foran med 2-0.

Joshua Zirkzee blev ironisk klappet af banen efter en halv times tid. Både for Zirkzee og for Manchester United, er det andre tide nu.

United var som bekendt i vælten i torsdags, da man formåede at hive et 2-2-resultat med hjem fra Frankrig. Newcastle derimod har kunnet nyde en lille uges pause, siden de spillede sidst.

Historisk set har Manchester United et fint tag på Newcastle. Siden 2010, har United vundet 14 gange mod Newcastles 6 sejre mod United. Symtopmatisk nok for Manchester United post-Fergie, så kommer tre af Newcastles sejre i de seneste fem opgør.

Uanset form, så er der lagt op til et brag mellem to af de største klubber i England i morgen på St. James’ Park.

Nedtakt: Bør klubben skifte målmand for at vinde Europa League?

Dato, tid og sted

Kampen spilles i morgen, søndag d. 13. april 2025 kl. 17:30 på St. James’ Park i Newcastle.

Dommer

Kampens dommer er Chris Kavanagh. Det er anden gang, at han får lov til at fløjte en United-kamp i sæsonen. Første gang, var da han sendte Bruno tidligt i bad mod Tottenham i september.

Skader og karantæner

Newcastle: Newcastles manager, Eddie Howe har været syg i løbet af ugen. Assistenten melder dog, at han forventer, at Howe bliver klar til kampen. Anthony Gordon har været i karantæne et stykke tid. En karantæne, han har overstået, men han døjer alligevel med en skade. Newcastle ser ham an i løbet af weekenden.

Udover det, så har Newcastle stadig Jamaal Lascelles, Joe Willock, Lewis Hall og Sven Botman siddende på skadesbænken.

Manchester United: Der er ikke de store nyheder omkring Manchester United ift. skader. Chido Obi er tilgængelig igen, da han ikke er tilgængelig i Europa. Kobbie Mainoo fik comeback i Lyon. Luke Shaw er endnu ikke blevet brugt efter, at han er blevet klar igen, men er frisk til at spille.

Ellers er Uniteds skader de samme, som de har været et stykke tid.

Vi kommer til an undvære de Ligt, Heaven, Evans, Martínez, Amad og Toby Collyer.

Mulige startopstillinger

Amorim er blevet spurgt ind til, om han kunne finde på at spare spillere til returopgøret mod Lyon. Det er der ikke nogle planer om. Derfor kommer opstillingen nok til at ligne torsdagens. Zirkzee kom ind og scorede – det belønnes nok med en startplads. Onana så igen meget dårlig ud, men Amorim sagde efter kampen, at han fortsætter med Onana i kassen.

Newcastle spillede i mandags mod Leicester og vandt overbevisende. Deres startellever er bundsolid, så man kunne fovente, at der bliver genvalg over hele linjen.

Newcastle: 4-3-3

22. Pope

2. Trippier      5. Schär       33. Burn      21. Livramento

39. Guimaraes      8. Tonali      7. Joelinton

23. Murphy         14. Isak           11. Barnes

Manchester United: 3-4-2-1

24. Onana

3. Mazraoui    5. Maguire    15. Yoro

20. Dalot     18. Casemiro     25. Ugarte    13. Dorgu

8. Bruno            17. Garnacho

11. Zirkzee

Hold øje med

Manchester United skal naturligvis altid præstere. Uanset, hvor dårlig sæsonen har været. Det er værd at tage med i ligningen, at Uniteds eneste reelle håb for succes i sæsonen, ikke er i Premier League. Hvis, og jeg håber det naturligvis ikke, vi kommer bagud 2-0, så kunne det være smart at spare nogle af de spillere, der har spillet meget eller måske døjer med en lille skade.

Det er værd at holde øje med, hvordan United-truppen og Amorim griber kampen an. Den kan meget vel definere resten af sæsonen. tilsidesætter vi ligaen, så vi kan give det et ordentligt skud i Europa League, eller kæmper vi lige hårdt i begge turninger velvidende, at vi ikke opnår noget i ligaen?

Noget, der også er interessant at holde øje med, er om vi kan håndtere Newcastles vanvittige pres. Vi kom under voldsomt pres i december og efter 20. minutter, var kampen mere eller mindre lukket. Kan vi tage til Newcastle og holde målet rent i hvert fald til halvleg, så kan alt ske i anden halvleg – hvis vi altså kan score på vores chancer, der har været den helt store offensive synder i sæsonen.

Rokerer Amorim? Det kunne være spændende at se Obi fra start, når han alligevel ikke er tilgængelig i Europa.

Duellen om midtbanen. Newcastles midtbane er brølstærk og solid. På den anden side, har United to sydamerikanske krigere i Ugarte og Casemiro. Sidstnævnte, der i sidste weekend gjorde rigtig god figur mod City. Kan United vinde den duel?

Skribentens bud på resultat

Den er svær. Newcastle kæmper for at komme i top-5. De har vundet fire i streg og har allerede vundet et trofæ i år. De kommer topmotiverede og kampklar ind til opgøret. United har været uhyggeligt svingende i sæsonen og har som sådan ikke andet end æren at spille for.

Jeg håber, vi kan give det et skud, men jeg tror det ender ud i et X. 2-2 lyder fint. Bruno scorer. Garnacho formår endelig at få bolden forbi stopperen, så han scorer. Isak scorer begge for Newcastle. Et mål i åbent spil og et andet på et ikke-eksisterende straffespark.

Hvor kan kampen ses?

Kampen vises på See og Viaplay. Studie fra 17:00.

Skriv et svar
Forrige artikel

Medie: United jagter bundklubbers juveler

Næste artikel

Avis: Onana får en pause

ANNONCE