Hvis United får lov at slå kløerne i Carlos Tevez, så er der en overflod af angribere på Old Trafford. Men to af dem er på vej væk.
Således erkender Sir Alex, at både Giuseppe Rossi og Alan Smith muligvis har fundet nye arbejdsgivere inden den 31. august.
“Vi har fået bud på Giuseppe, hvilket bringer os i en lidt tricky situation. For Alans vedkommende handler det om, at han skal have fast spilletid, men samtidig må jeg jo kigge på mit hold og få det forstærket, og når der er mulighed for at købe en mand som Carlos Tevez, så bliver det endnu sværere for Giuseppe og Alan,” siger Ferguson.
Samtidig fortæller den skotske legende, at han havde den store tegnebog fremme og bød på en anden angriber, inden han fattede interesse for Carlos Tevez.
“Vi prøvede at få en anden spiller, ja. Det står dog helt klart, at den pågældende klub ikke ønsker at sælge på nuværende tidspunkt, men vi holder et vågent øje med spillerens situation,” lyder det fra Ferguson.
Den unavngivne angriber kunne meget vel være Fabio Quagliarella. Han skiftede denne sommer fra Sampdoria til Udinese, der fra første sekund udelukkede enhver mulighed for et videresalg til United. Der skulle ellers være budt over 100 millioner kroner for den 23-årige italiener.