Afstemning: Top 10 United-comebacks i Europa

Skærtorsdags sejr over Lyon var på flere måder historisk, og kampen vil sent blive glemt. Det er dog ikke første gang, United laver et mindeværdigt comeback i en af UEFA’s turneringer, og vi har samlet 10 af de bedste her. Hvilket comeback var det største? Du kan stemme herunder.

Foto: Photo by James Gill – Danehouse/Getty Images

Da Alexandre Lacazette scorede til 4-2 skærtorsdag på Old Trafford, rejste en stor del af publikum sig op og gik. Selvfølgelig ser det også svært ud, når man er nede med to efter 109 minutter. Uniteds historik med comebacks og sene mål burde dog alligevel have fået folk til at drømme lidt større på Drømmenes Teater.

I denne artikel gennemgår vi 10 af Uniteds største comebacks i historien. Bemærk at de gennemgås kronologisk, og vi har derfor ikke rangeret dem. Det vil vi derimod gerne have DIN hjælp til at få gjort lidt længere nede i artiklen.

Det er værd at bemærke, at der har været mange gode comebacks at vælge imellem. Vi har valgt 10 fra historien og også tilføjet nogle såkalde ‘honorable mentions’ til sidst i artiklen.

Brug gerne kommentarfeltet nedenfor, debatforummet på OldTrafford.dk eller de sociale medier til at debattere, hvis vi har glemt nogen eller i dine øjne har valgt de forkerte til denne top 10.

1. United vs Bilbao – 3-0 sejr på Maine Road. 6-5 samlet i Europa Cup kvartfinale. 6. februar 1957.

De såkaldte ‘Busby Babes’ deltog for første gang i en europæisk turnering. Det samme gjorde Athletic Bilbao, da de var blevet spanske mestre foran både Barcelona og Real Madrid. Endda i sidstnævntes gyldne æra med fem Europa Cup-triumfer i streg.

United havde først været på hælene i et sneklædt Bilbao, hvor man var bagud 5-2 indtil det 85. minut. Her havde Billy Whelan dog taget sagen i egen hånd og sikrede et noget bedre udgangspunkt med en dribletur og vigtig scoring til 5-3. Meget lig Ryan Giggs’ udødelige solomål i FA Cup-semifinalen i 1999 på Villa Park.

Returopgøret blev spillet på Maine Road, da Old Trafford var i gang med at blive genopbygget efter Luftwaffes bombeangreb under 2. Verdenskrig. Her var United forvandlet og vendte det svære udgangspunkt til en samlet sejr efter mål af Dennis Viollet, Tommy Taylor og Johnny Berry. De to førstnævnte havde også scoret i Bilbao.

Kampen blev i øvrigt spillet på en særlig dato, den 6. februar, præcis et år før den tragiske mellemlanding i München. Her omkom Tommy Taylor sammen med syv andre, mens Johnny Berry var en af de to spillere, der fik så alvorlige skader, at de aldrig kom til at spille fodbold igen.

United – Bilbao 3-0. D.Viollet 42′, T.Taylor 70′, J.Berry 85′

2. United vs Tottenham – 4-1 sejr på Old Trafford. 4-3 samlet i Cup Winners’ Cup. 10. december 1963.

For første gang skulle United spille mod et engelsk hold i Europa. Det begyndte dårligt med et 2-0 nederlag på White Hart Lane mod Bill Nicholsons Tottenham Hotspur, der var forsvarende mestre i Europa Cup for Pokalvindere og forinden havde vundet FA Cup to år i træk samt et engelsk mesterskab.

På Old Trafford kom United tidligt foran ved David Herd, inden Dave Mackay, en af målscorerne fra den første kamp, brækkede sit ben i en duel med Uniteds Noel Cantwell.

Udskiftninger brugte man ikke dengang, og 11 mod 10 bragte United sig foran 2-0 med endnu et mål af Herd. Legendariske Jimmy Greaves svarede dog hurtigt igen, og så var der brug for endnu et comeback for værterne på Old Trafford.

Det sørge endnu mere legendariske Bobby Charlton dog for. Han gjorde nemlig Herd kunsten efter og scorede ligeledes to gange for at sende United videre i turneringen med en 4-1 sejr på Old Trafford og 4-3 samlet.

United – Spurs 4-1. D.Herd 6′, 57′, J.Greaves 59′, B.Charlton 77′, 83′

3. Real Madrid vs United – 3-3 på Bernabéu. 4-3 samlet i Europa Cup-semifinalen. 15. maj 1968.

Tilbage i 1957 havde United tabt til Real Madrid i semifinalen, og nu stod man der igen. Denne gang startede man ud med en 1-0 sejr på Old Trafford, men returopgøret blev et målorgie med hele fire spanske scoringer i første halvleg.

Men heldigvis for United var den ene scoring et selvmål, så man var kun nede med 3-1. Det var dog stadig et svært udgangspunkt mod Real Madrid, som allerede havde vundet turneringen seks gange og været i yderligere to finaler.

Det endte dog med en uafgjort og samlet sejr til United efter to mål i anden halvleg. Det første blev scoret af David Sadler, angriberen der sjældent scorere og derfor blev omskolet til at spille i forsvaret i stedet.

Kort efter blev det andet scoret af Bill Foulkes, der kun scorede 9 mål i hele 688 kampe for United. Derfor er det ikke forkert at sige, at det var to overraskende målscorere i Uniteds comeback.

Finalesejren på Wembley var en skelsættende begivenhed for klubben. Semifinalens vilde comeback bør dog ikke glemmes. Og på den måde kan man godt drage en parallel til 1999-sæsonen, hvor semifinalen mod Juventus var tæt på at være lige så ikonisk som finalen. Det vender vi naturligvis tilbage til.

Real Madrid – United 3-3. Pirri 32′, F.Gento 41′, I.Zoco 43′(selvmål), Amancio 45′, D.Sadler 75′, B.Foulkes 78′

4. United vs Barcelona – 3-0 på Old Trafford. 3-2 samlet i 3. runde af Cup Winners’ Cup. 21. marts 1984.

Et Barcelona-hold med Bernd Schuster, Diego Maradona og Marcos Alonsos far, Marcos Alonso, havde vundet 2-0 over United i det første opgør på Camp Nou. Det andet mål var et flot langskud efter 89 minutter, og det var nu op ad bakke for United.

Returopgøret gik dog Uniteds vej, ikke mindst takket være en fremragende Bryan Robson, som førte an med to mål. Først headede han et hjørnespark i mål. Derefter scorede han på en ripost. Og han havde knap scoret til 2-0 og udlignet den samlede stilling, da venstre back Arthur Albistons indlæg blev headet på tværs af Norman Whiteside til en helt fri Frank Stapleton.

United gik altså videre med 3-2 samlet efter en fantastisk præstation i en magisk atmosfære på Old Trafford. Eventyret sluttede dog en måned senere, da Juventus vandt 2-1 i Torino efter at have fået 1-1 på Old Trafford i første kamp.

United – Barcelona 3-0. B.Robson 21′, 50′, F.Stapleton 51′

5. Juventus vs United – 3-2 på Stadio Delle Alpi. 4-3 samlet i Champions League-semifinalen. 21. april 1999.

10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Sådan lyder beskrivelsen af den højeste karakter på skalaen hos OldTrafford.dk. Og det er ikke uden grund.

Efter 1-1 på Old Trafford kom Juventus hurtigt foran 2-0 i returopgøret efter to mål af Filippo Inzaghi. Roy Keane steppede nu op med en reducering, men indkasserede også et gult kort i det 33. minut. Dette gule kort var skæbnesvangert for ireren, da han nu ikke måtte deltage i en eventuel finale.

Kendsgerningen lagde dog ikke en dæmper på Keanes præstation. Tværtimod. Han gik forrest i alt, og selvom det blev til 480 kampe og 51 mål for United gennem sin karriere, er det altid denne kamp, der fremhæves i snakken om Keane. Dén og så måske noget med City og en vis nordmand.

Andy Cole og Dwight Yorke viste også prøver på deres gode indbyrdes forståelse og lagde op til hinandens mål, så United kom fra Italien med en 3-2 sejr.

Juventus – United 2-3. F.Inzaghi 6′, 11′, R.Keane 24′, D.Yorke 34′, A.Cole 83′

6. United vs Bayern – 2-1 på Camp Nou. Champions League-finalen. 26. maj 1999.

En kamp, der næsten ikke behøver nogen yderligere introduktion. Førnævnte Juventus-comeback blev fulgt op af comeback-sejren mod Spurs, hvor ligatitlen blev sikret i sidste spillerunde. Og til sidst kom kronen på værket, Champions League-triumfen i 1999.

United stillede op uden hverken Roy Keane eller Paul Scholes, der begge havde fået karantæne i semifinalen. Og ligesom i Torino kom United bagud allerede efter 6 minutters spil ved Mario Basler.

Denne gang var det dog ikke Dwight Yorke og Andy Cole, der blev afgørende for United. I stedet var det indskiftede Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær, der fik vendt kampen på under to minutter i kampens overtid.

United – Bayern 2-1. M.Basler 6′, T.Sheringham 90+1′, O.Solskjær 90+3′

7. Juventus vs United – 1-2 på Allianz Stadium. Champions League-gruppespil. 7. november 2018.

I efteråret 2018 hang José Mourinhos tid som United-manager i en tynd tråd. I Premier League var man kun nummer 10 før de to møder med Juventus i Champions League. Og med et nederlag på 1-0 på Old Trafford i den første kamp var gruppesejren i alvorlig fare.

I det omvendte opgør kom United igen bagud 1-0, og det var oven i købet den tidligere United-helt, Cristiano Ronaldo, der satte værterne i gang. Fem år inden havde han sendt United ud af Champions League med to mål i Real Madrids samlede 3-2 sejr i 1/8-finalen.

Denne gang endte det dog bedre for United, som fik udlignet med et frisparksmål af Juan Mata. Kort efter blev det endda også 2-1 til United, da Ashley Youngs frispark fra venstre side blev dirigeret i mål af Alex Sandro og Leonardo Bonucci i fællesskab.

Med et 2-1 nederlag på Mestalla endte United alligevel med at smide gruppesejren, og Mourinho blev fyret efter den efterfølgende kamp, et 3-1 nederlag på Anfield. Comeback-sejren mod Juventus var altså alligevel ikke nok til at redde José Mourinho som United-manager.

Juventus – United 1-2. C.Ronaldo 65′, J.Mata 86′, L.Bonucci 89′(selvmål)

8. PSG vs United – 1-3 på Parc des Princes. 3-3 samlet i Champions League 1/8-finale. 6. marts 2019.

Ole-Gunnar Solskjær kom flyvende fra start som manager for United. I sine første 16 kampe tabte han kun én. Det var til gengæld med 2-0 på hjemmebane til Paris Saint-Germain.

Der var derfor ikke store forventninger til United før returopgøret i Paris. Romelu Lukaku bragte dog United foran 2-1, da han straffede to kæmpe fejl af PSG. Først en for kort tilbagelægning efter kun 2 minutter, og siden en ripost fra Gianluigi Buffon, der burde have gjort det bedre på Marcus Rashfords langskud.

Kylian Mbappé kunne have afgjort kampen senere med en friløber, men David De Gea afviste ham på kanten af feltet. I stedet kom Juan Bernat til afslutning og kunne have scoret sit andet mål. Hans forsøg ramte dog stolpen og gik ud.

I 4. minuts overtid fik United et straffespark efter en VAR-gennemgang. Diogo Dalots afslutning ramte Presnel Kimpembe på armen, og Marcus Rashford eksekverede køligt til en 3-1 sejr og United-avancement på reglen om udebanemål.

PSG – United 1-3. R.Lukaku 2′, 30′, J.Bernat 12′, M.Rashford 90+4′(straffe)

9. United vs Atalanta – 3-2 på Old Trafford. Champions League-gruppespil. 20. oktober 2021.

I efteråret 2021 var Ole-Gunnar Solskjær nu i samme situation, som forgængeren José Mourinho havde været det mod Juventus tre år tidligere. Kampen endte også med at blive hans 6. sidste ved roret for United, og comeback-sejren udsatte derfor kun en efterhånden uundgåelig fyring af nordmanden.

Det var en kamp med to halvlege. Atalanta klart bedst i den første, hvor de også kom foran med to. United til gengæld bedst i anden halvleg, hvor mål af Marcus Rashford, Harry Maguire og tilbagevendte Cristiano Ronaldo sikrede en 3-2 sejr efter et flot comeback.

Selvom det kun var Uniteds tredje gruppekamp, var det samtidig også den tredje kamp, som blev afgjort med et comeback. I første runde var man foran mod Young Boys, men tabte 2-1 efter et mål i 5 minutters overtid. I anden kamp kom man bagud mod Villarreal, men udlignede ved Alex Telles, inden Cristiano Ronaldo sikrede en sejr på 2-1 med sit mål i 5 minutters overtid.

På trods af den lidt for spændende tendens og fyringen af Solskjær vandt United alligevel sin gruppe. Uniteds Champions League-deltagelse endte dog i 1/8-finalen med et samlet 2-1 nederlag til Atlético Madrid under Ralf Rangnick.

United – Atalanta 3-2. M.Pasalic 15′, M.Demiral 28′, M.Rashford 53′, H.Maguire 75′, C.Ronaldo 81′

10. United vs Lyon – 5-4 på Old Trafford. 7-6 samlet i Europa League-kvartfinalen. 17. april 2025.

Skærtorsdags kamp mod Lyon kræver næsten ikke en genfortælling. Manuel Ugarte og Diogo Dalot sikrede en 2-0 føring før pausen, før man endte med 2-2 efter 90 minutter og 4-4 samlet.

Man var 11 mod 10 i den forlængede spillede, men kom alligevel bagud 4-2 efter skidt forsvarsspil. Det endte dog lykkeligt efter tre mål i de sidste ti minutter af den forlængede spilletid. Først et straffespark af Bruno Fernandes. Siden en flot afslutning mod fjerneste stolpe af Kobbie Mainoo. Og til sidst et hovedstød af Harry Maguire. Alle tre efter forarbejde af en ellers udskældt Casemiro.

Aldrig før er der scoret hele 5 gange i forlænget spilletid i en europæisk knockout-kamp. Aldrig før er der scoret to gange fra det 120. minut. Og ikke siden 1. februar 1958 har United vundet en kamp med cifrene 5-4. Det skete mod Arsenal i den sidste kamp på engelsk grund før München-ulykken.

United – Lyon 5-4. M.Ugarte 10′, D.Dalot 45′, C.Tolisso 71′, N.Tagliafico 77′, R.Cherki 104′, A.Lacazette 109′(straffe), B.Fernandes 114′(straffe), K.Mainoo 120′, H.Maguire 120+1′

Afstemning

Herunder kan du rangere førnævnte 10 europæiske comebacks fra 1 til 10. Med nummer 1 som det bedste eller mest mindeværdige. Og nummer 10 som det, der mindst har fået dig op af stolen. Eller ville have fået dig op af stolen, hvis du havde oplevet det.

Få gerne givet én karakter til hvert comeback, så der kun er én nummer 1, én nummer 2 og så fremdeles.

United - Bilbao 1957
United - Spurs 1963
Real Madrid - United 1968
United - Barcelona 1984
Juventus - United 1999
United - Bayern 1999
Juventus - United 2018
PSG - United 2019
United - Atalanta 2021
United - Lyon 2025
×

Honorable mentions

1999/00-sæsonen kunne også sagtens have været nævnt. I Champions Leagues første gruppespil var United bagud 1-0 mod Marseille, men vandt 2-1 efter mål af Andy Cole og Paul Scholes efter 79 og 83 minutter. I andet gruppespil fik United også vendt truende nederlag til sejr mod både Bordeaux og Fiorentina.

I 2007 tabte United første Champions League-kvartfinale ude mod AS Roma, men vendte det med en klar 7-1 sejr på Old Trafford. Senere samme år var man også bagud 1-0 mod Sporting, men vendte det til en 2-1 sejr efter mål af Carlos Tevez og Cristiano Ronaldo. Sidstnævnte i to minutters overtid.

I 2012 kom United bagud i begge opgør mod Braga i sin Champions League-gruppe. På Old Trafford var man faktisk nede med to mål, før to mål af Chicharito og et af Jonny Evans vendte det til en 3-2 sejr. I Portugal kom man bagud i starten af anden halvleg og udlignede først efter 80 minutter ved Robin van Persie. Wayne Rooney (85′) og Chicharito (90+2′) vendte det herefter til en flot 3-1 sejr.

Van Persie sørgede også for et comeback i foråret 2014, hvor United havde tabt 2-0 ude mod Olympiacos i 1/8-finalen i Champions League. Hollænderen vendte det nemlig på hovedet med et hattrick på Old Trafford og en samlet 3-2 sejr.

Vi slutter vores honorable mentions af med et par spanske modstandere, her forud for kampene mod Athletic Bilbao. 2021-comebacket mod Villarreal er allerede nævnt længere oppe. I 2023 var det Barcelona, der førte ved pausen efter mål af Robert Lewandowski. United vendte det dog rundt i anden halvleg efter mål af to ellers udskældte brasilianere; Fred og Antony.

 

 

 

 

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Nedtakt: Følelser, personlige fejl og Amorims risikotagen

Næste artikel

Mandagens rygter: »Cunha er ivrig efter at blive en del af projektet«

ANNONCE